Man skal vælge sine venner!

I dagens Danmark må vi indse, at vi har en regering, der i ren monetær spekulation og i travlhed med at fremme erhvervslivet og den rigeste procents interesser, ikke bare er parate til at lemlæste vores ellers så nogenlunde velfungerende ”velfærdssamfund” men også ødelægge årtiers bestræbelser på at fremme et nogenlunde bæredygtigt landbrug og en generel kort snor til storindustrien når det kommer til miljøhensyn.

Uden omtanke for Danmarks omdømme i forhold til de, vi ellers gerne vil sammenligner os med, er man samtidig parat til at udsætte mennesker i svær nød og flygtninge for så tilpas umenneskelige forhold, at det udelukkende kan vinde sympati hos højreradikale og ultra liberalister og naturligvis den del af befolkningen, der vælger ikke at tage stilling til eget liv og ansvar.

Man vælger til trods for en større økonomisk byrde at indkvartere flygtninge under forhold, man normalt ellers kun ser i forbindelse med større naturkatastrofer, udelukkende som et symbolsk udtryk for en underskuds politik, der lefler for den lavest mulige fællesnævner.

Man indfører en ikke effektiv kontrol af vores grænser mod de aftaler vi internationalt har indgået og forlænger samme under dække af halvkvædede sikkerheds betragtninger.

Man vælger at lade landbruget øge misbruget af egen jord og vores fælles vandressourcer under påskud af kornkvalitet (som jo er tilbagevist af adskillige undersøgelser) og for at tækkes landmænd, der villigt bruger Round Up, ikke mindst fordi det sparer dem arbejde med bl.a. at harve.

Al kritik manes i jorden med en ignorance og arrogance, der ikke på noget tidspunkt er set i det moderne danske demokrati og med lyn og torden gennemførelser af love og regler, manipuleres både folketing og befolkningen til at acceptere stadig mere misantropiske dagsordener, der både amputerer internationale aftaler og almindelig nationalpolitisk kondu-ite.

En ”tal til hånden” tilgang til kritikere, kritiske journalister og international kritik, lader hånt om selv de mest stadfæstede rettigheder og retningslinjer som tidligere regeringer har kæmpet for.

Et er den stadige underminering af landets sociale lovgivning, noget andet den åbenlyse foragt for f.eks. FN mandater og konventioner.

Den siddende regering vælger i store træk at gnubbe skuldre med stater og nationer, hvis ledere er berygtede for korruption og magtmisbrug og diktaturlignende forhold.

Først valgte man et eksportfremstød i Saudi-Arabien, der straks efter kongehusets rysten hånd med ledende prinser fra styret, kunne præstere en af de omtalte prinsers henrettelse af en person på åben gade.

Samme Saudi-Arabien er nu nået frem til at kvinder ikke er at betragte som møbler og andet inventar, men til nød kan kategorisere som husdyr!

Nu har man så haft officielt besøg af en præsident, der er åbenlyst korrupt og foragtet i sit eget land.

Statsministeren står frem for rullende kameraer og omtaler den pågældende præsident som en forkæmper for menneskerettigheder i samarbejde med vores egen regering.

Det burde være åbenbart selv for den mindst uddannede i landet, at dette er en nemt gennemskuelig løgn, for begge parter. Men han gør det uden at blinke!

Vi har naturligvis her i landet ikke forhold, der bare minder om hverken Saudi-Arabien eller Mexico, men ikke desto mindre, er det let at se en parallel i det, der foregår.

Over hele verden er der en neoliberalistisk bølge, der skyller ind over almindelige borgere og fælles for udviklingen over hele verden er, at fakta og reelle beviser på urent trav og ureelle hensigter, henkastes med en foragt for disse fakta, ved en forsimpling af modstanderes argumenter og en stigmatisering af kritikere som røde lejesvende, utopiske kunstnertyper og en postuleret dumhed hos disse, endda udråbes visse kritikere ligefrem til terrorister eller i alt fald terrorist typer.

Hvorfor det for mange er så svært at gennemskue, kan for andre fremstå noget ufatteligt, men fakta er, at alt for mange er blevet manipuleret til en frygt for irrationelle parametre som egen økonomisk usikkerhed og frygten for det ”fremmede”.

Det er klassisk kryptofascistisk manipulering og i så udviklede samfund som vi betragter os som, er det en sørgelig skam, som både de, der ligger under for dette og de, som kæmper imod den massive manipulering, der slår åbent igennem selv i etablerede medier, ender med at ligge under for.

Gennem ”eksperter” præsenteret af bl.a. tendiøse og selvbestaltede tænketanke, der klart er styret af store økonomiske interesser, vildledes og manipuleres ”masserne” med en faktor 10 på frygtbarometeret.

Regeringens finansminister er jo ikke selv bange for, hvis ikke at lyve så vandet driver, så at omgås sandheden med meget stor fleksibilitet, fuldstændig som statsministeren selv og adskillige af hans ministrer som vi ved har måtte gå, af samme grund!

Man kan undres over, det går så nemt. Ofte kan man sidde og mangle den del af pressen, der ikke bare kritisk men også vedholdende, går i rette med disse bedrag.

Alt for ofte, for ikke at sige stort set hele tiden, ender pressen mere som talerør for disse spekulanter, end som den 3. statsmagt som pressen ellers har brystet sig af at være.

En stor del af journalister er enten ikke deres opgave voksen eller bundet så stramt op både tidsmæssigt og økonomisk, at der åbenbart ikke er råderum til at formulere de spørgsmål, der kunne udlever løgne og manipulation. Formaster en journalist sig så til vedholdende og insisterende spørgen ind, hænges han så ud i pressen som inkompetent og ”farvet” til en politisk side, selvom han eller hende så rent faktisk er en af de få, der gør sit job som det er tænkt i et demokrati.

Opgaven bliver naturligvis ikke nemmere af den ”tal til hånden” attitude som ikke mindst den siddende regering og dens støtter benytte sig af.

Der er så samtidig en tendens til, at alt kritik mødes med en offerattitude, der igen og igen bruges til at pacificere både presse og kritikere, selvom det egentlig er dem og befolkningen, der er de store ofre i dette u hellige spil.

Højrefløjen i dansk politik er blevet storkapitalens direkte talerør og agerer i en blanding af diktatorisk hersen og rene bøllemetoder i form af nedværdigende udmelding om bestemte befolknings- og faggrupper, en uskik som Anders Fogh Rasmussen introducerede med snedig neddrægtighed.

Det retorik, der blev grundlagt dér, bruges nu uafladeligt af stort set samtlige partier på højrefløjen og vi må sande, at Socialdemokratiet efterhånden hører mere eller mindre fast til der.

Checksummen på dette bliver, at man som almindelig gennemsnitlig borger kan vælge at lukke ører og øjne, håbe på det bedste og sørge for sig og sine, så langt midlerne rækker. Man kan fralægge sig ethvert samfundsrettet ansvar og lade andre tage debatten, kampene, selv når man inderst inde skammes over tingenes tilstand. For så en dag slå øjnene op og se et samfundslandskab brændt ned i økonomiske interesser, for de bedst stillede og lagt øde på egoismens alter.

Man kan selvfølgelig også blive ved med at råbe op og tale den befængte moral i det omtalte spekter af det politiske og finansielle miljøer imod, med fare for at blive en af de, der bliver hængt ud som samfundsfarlig og fjendsk af de kryptofascistiske kræfter, der er beskrevet ovenfor. Det er der da heldigvis stadig mange, der magter og agter at gøre og forhåbentlig bliver ved, til vi når den ”critical mass”, der kan få væltet vores samfunds og verdens udvikling tilbage på et spor, hvor der atter er plads til medmenneskelighed, en udstrakt grad af lighed og en nedkæmpelse af forsøget på atter at skabe et regulært proletariat.