How Big We Are

Med en fedmeepidemi, der i disse år nærmest eksploderer må man som forbruger virkelig tage eget ansvar alvorligt. Med den tæppebombning af kalorier vi dagligt kan udsætte os for, er man som person nødt til konstant at vurdere hvor man vil lægge sine kilo. Og her er det jo desværre ikke de kilo som vi lægger i kontanter, det drejer sig om.
Med en industri, i dette tilfælde fødevareindustrien, der ikke har nogen intentioner om at ændre noget på deres bundlinie, er det efterhånden helt op til den enkeltes ansvar hvor mange kalorier, der indtages dagligt.
Forståeligt nok er industrien fokuseret på deres indtjening. Dette har bredt sig til alle områder af produktion men har skadevirkninger, der overgår næsten alt andet i forbindelse med fødevarer.
De sidste ti- femten år har der i hele erhvervslivet bredt sig den internationale misforståelse, at det eneste parameter, der kan tilfredsstille investorer er højere og kun højere afkast. Denne kapitalens sejrsgang er desværre helt misforstået, for fortsætter industrien på samme måde, er der til sidst ingen til at aftage deres varer uanset om de er skudt ned med en billig pistol, eller det er et hjerte, der er eksploderet af en overbelastning af fedt og slagger omkring det.

Amerikanske fastfood fødevarekæder konkurrer i øjeblikket om at være dem, der giver flest informationer om indholdet af kalorier i deres produkter. Der er også set massive reklamekampagner herhjemme, der fortæller om forskellige fastfoodkæders formidable indsats for at nedbringe kalorieindholdet i deres varer. Det store problem er, at de har valgt at gøre det anskueligt i tal på f.eks. nettet og ikke på deres menukort. Selvom Danmark har et af de højeste niveauer for adgang til Internettet, er det min faste overbevisning, at det som i Amerika, er de færreste, der går ind og checker hvor mange kalorier, der rent faktisk er i de varer man køber hos f.eks. en burgerkæde man alligevel går ind på ved et rent tilfælde eller som følge af en af de omtalte reklamekampagner, der som sagt ikke angiver kalorieindhold på nogen som helst produkter, snarer forsøger at overbevise os om at deres mad er ligefrem sund!
Dette medfører bl.a. det store problem , at folk tror de får væsentlig færre kalorier end de rent faktisk gør. En amerikansk undersøgelse viser at hovedparten af kunderne hos de store fastfoodkæder tror, at de indtager ca. en fremtedel kalorier af hvad de rent faktisk gør ved et fastfood måltid. Som grund til den voldsomme misforståelse angiver de, at de jo har valgt et lavkalorie måltid. Et eksempel viser, at en herre tror han med sit ”lette” måltid indtog mellem 300 og 400 kalorier. Måltidet var faktisk på 1364 kalorier!

De amerikanske firmaer mener selv, at de har gjort hvad de skal og udadtil vasker de deres hænder og tydeliggør, at deres informationer er tilgængelige. Dette er naturligvis også korrekt men desværre må man jævnfør ovenstående gå ud fra at stedet (Internettet) er valgt efter hvor man bedst kan ”skjule” informationer som man helst var fri for i en afsætningsmæssig sammenhæng, da vores adgang til Internettet på gaden endnu er stærkt begrænset og man ikke ser internetadgang på de pågældende restauranter.
Det helt alarmerende i dette er, at der ikke er en balance imellem reklame, bevis og den forholds-beregning som firmaerne benytter sig af når de pointerer, at deres varer er sundere..... Sundere lige præcis end hvad!?

En vinkel på problemet er dog, at vi som menneskehed er ved at miste forbindelsen til vores fødevareindtag. Der er ikke længere den forbindelse mellem vores fysiske udfoldelser og vores fødevareindtag, der engang var. Som det for spot siges, så har vi aldrig brugt så mange penge på køkkener og lavet så lidt mad. Aldrig har vi lavet så lidt fysisk og ædt så meget (og her er det ikke fiberrige produkter vi taler om)

Lysten til at lave mad hænger i høj grad sammen med muligheden for at forberede måltidet. I disse dage har en hektisk dag for mange familier, afløst husmoderens bekymring for familiens velfærd og trivsel med bekymringen for det økonomiske fundament. Det store problem i dette er den opmærksomhed, der har været på variation og ernæringsmæssig diffentation er blevet afløst at ønsket om let, hurtig og fordringsløs formidling af mæthedsfornemmelse. I den udvikling er processen, der belyser de ernæringsmæssige behov afløst om ønsket om nemhed og hurtighed.

Samtidig er vores lyst ved at tage over for vores ”nød” hvilket vil sige at vores smagsløg i højere og højere grad vælger, fremfor hvad vores fysiske system egentlig har behov for. For voksne er det i høj grad styret af mentalt nærvær mens det hos børn ofte stadig er styret af kroppens signaler.
En engelsk undersøgelse viser, at børn, der ikke er begravet i et mønster af sukker, fedt- og saltbaserede fødevarer ofte af sig selv vil vælge grønt eller især frugt, der komplimenterer deres sukkerbehov mere end fedtbehov såfremt de får valgmuligheden. Dette kræver naturligvis, at barnet ikke er fanget i en salt & fedt spiral og at frugt og grønt er i en lækker og frisk tilstand. Undersøgelsen viste bl.a. hvis der var frugt som eneste alternativ voksede ønsket for disse nærmest omvendt proportionalt med ønsket om sukker, salt og fedtbærende produkter af nutidens standardprodukter.

I dag er der vel ikke noget sted i vesten hvor man ikke har fundet ud af, at det man kalder fedme-epidemien i meget høj grad er et produkt af vores egen velstand. Dels affødt af en gennemkapitaliseret fødevarebranche, med bundlinie som eneste produktionsfaktor, dels affødt af den livsstil der er blevet mere og mere kendetegnende i vesten gennem de sidste 30 år.
I Danmark har vi i øjeblikke så oven i købet en regering, der sidste år gav afgiftsænkningen på sodavand og spiritus endnu et nøk. Samtidig er samme regering af en eller anden grund ikke så villige til at kigge på at sænke momsen eller helt fjerne den på de sunde fødevarer. Her blander man uvæsentlige økonomiske parametre ind for at slippe for at tage stilling, da der ikke tilsvarende er nogen ”grøntsagslobby” som mange af de mindre sunde produkter nærmest har f.eks. en ”sodavandslobby”, som skulle have stillet Dansk Folkeparti noget i skue for støtte til sænkning af sodavandsafgiften.
Der er ingen tvivl om at det ville gavne at omlægge momsreglerne. Skulle man være bange for, at det vil koste for meget kunne man jo lave en helt tredje momssats på de ekstreme fedt, sukker og gennemraffinerede produktgrupper, hvor der ingen tvivl er om deres ikke livsnødvendige indtag.
Hele den politiske scene for fødevarer burde i virkeligheden i disse opgangstider få særlig meget opmærksomhed ikke mindst i kraft af at mange lande, der egentlig ikke har lige så mange penge til forbrug som vi, alligevel prioriterer deres fødevarer højere end deres fladskærme...

Til sidst er det vigtigt endnu engang at slå et slag for det individuelle ansvar. Det er som om vi i større og større grad overgiver os til en slags viljesløs døs, hvor vi lader os trække rundt ved næsen af en ond blanding af reklamer, mangelfulde informationer fra producenter, dårligt fabrikerede varer af udpinte råvarer og en vis forventning om at det offentlige nok tager ansvar for os.
Jeg havde på samme tid sidste år en oplevelse af, at mine bukser sad lidt stramt og da jeg konsulterede en vægt var jeg da også røget omkring 5 kilo over den vægt jeg har haft i 20 år. Uden at omlægge mit liv drastisk men blot lige tænke en ekstra gang over hvad der gik i munden, havde jeg på 2 måneder tabt det vundne igen.
Havde jeg nu ventet 3 eller 5 kilo mere så var det allerede meget sværere og lige dér kunne man forestille sig, at der ligger en stor hund begravet. Man prøver i sin travle hverdag at lukke øjnene for hvad vores krop viser os, i stedet for at tage stilling til det vi ser fra hovedet og ned.
Måske opdager man ikke lige de første 3-5 kilo men jeg har ikke fantasi til at forestille mig, at man kan tage ti, femten eller tyve kilo på uden på et tidspunkt at bemærke at noget er galt og har man først konstateret, at der er et skred i en ellers normal balance er der altså kun een til at tage ansvar og vende det til noget godt igen...DIG!!