London Revisited 2009
Jeg har været i London nogle gange gennem årene. Først i 1978 hvor jeg umoden og for første gang rejste udenlands for alvor og uden forældre.
Det var en sprogrejse som nærmest blev en dannelsesrejse for en 15 årig. Vi fløj direkte til London fra København for at tilbringe 3 dage dér, før vores destination for de resterende 2 ½ uger blev nået.
Vi ankom sent den første dag. Faktisk var de første af os og deriblandt jeg, først ude af hotellet lige omkring midnat. Det var i ’78 og dengang var der ikke noget, der var åbent i Danmark efter 17.30. Dengang var der ikke engang vareudsalg på de meget få tankstationer, der havde natåbent. Indkøb dengang skulle foretages i gitterautomaten, der var muret ind i et indhak i en facade på Amagerbrogade, tæt ved Christmas Møllers Plads. Udvalget var begrænset og strakte så fra virkelig kedelige småkager over Sunkist trekanter med appelsinjuice til dåser med Skipperlabskovs og solblegede pornoblade....formentlig Weekend Sex.
For en flok 15-16 årige var det en åbenbaring at kunne forlade Earls Cort Square og lige rundt hjørnet finde en lille bitte indisk landhandel. I den smalle tarm af en butik fik vi mulighed for at købe ting vi aldrig havde set og versioner af colaer og chokolader vi aldrig havde drømt om fandtes. Butikken var som en Alladins hule udi kolonial og beslægtede områder og alt dette på mindre end 50 m2.....er jeg sikker på.
Anden gang jeg var i London var den længste togrejse jeg nogensinde har været på. Ikke at turen burde være uoverstigelig men det var i ’82 lige op til det store toguheld i Belgien dengang og vi sad fast i mange timer og ventede på, at vi kunne komme frem og over kanalen. Vi skulle være ankommet i dagslys og ud og finde et hotel. Nu ankom to blege 19-årige sent om aftenen til Victoria Station men tilsmilet af en beskyttende gudinde eller noget lignende fandt min rejsekammerat og jeg frem til et Youth Hostel hvor både indkvartering og pris syntes rimelige, for unge folk af vores beskedne stand.
Dá var jeg blevet ældre og Danmark havde da også undergået nogen forandring. Jeg tror næsten vi havde fået den første tank, der kunne sælge andet end autorelaterede produkter, efter halv seks. Til gengæld var jeg hjemmefra vant til, at det lokale værtshus havde åbent til klokken to om natten på hverdage og klokken fem i weekenden. Her lagde London, som jeg ellers havde prist højt fra min første rejse af, en dæmper på de to ungersvendes fest. Alle.....ALLE pubs lukkede kl 23 sharp og så var der kun disco og natklubber tilbage og det var vi vist både for fattige og for generte til at benytte os af.
Ikke desto mindre blev det en både lærerig og yderligere dannende ferie for os begge og vi fik for første gang på turen over, smagen af vores egen dødelighed, da det var toget før vores, der var havareret så forfærdeligt med et andet. En ting vi atter fik ind på livet, da vi fra taget på vores Hostel, så en af de IRA bomber, der blev sprængt i London den sommer, gå af. Hele hotellet rystede og vi så røgen stige op på den anden side af Hyde Park. Vi strøg afsted med mit spejlreflekskamera i håb om nogle fotoscoops, vi kunne sælge til en dansk avis hjemme men afstanden var for stor og det tog os timer at lokalisere stedet, der så var afspærret og delvist ryddet da vi nåede frem. Endnu et minde om egen dødelighed var det da og aviserne blev nærlæst i de følgende dage og tasker, poser og kasser observeret på vejene rundt i det sommervarme London.
3. gang jeg var i London var en forlænget weekend med et firma jeg nys var startet i. Firmaet havde dengang en tradition for at arrangere ture for personalet på frivillig basis og med en betalingsfordeling på rejse og indkvartering, der hed noget á lá 2/3 til firmaet og 1/3 til del deltagende. Dette efterlod en del penge at formøble på fest og festet blev der. Når unge mennesker i alderen fra omkring 20 til 35, krydret med nogle ungdommelige få på over 40, slår gækken løs spreder selskabeligheden sig og to nætter i træk underholdt vi vist det meste af hotellets øvrige gæster og personalet i noget nær døgndrift.
Lørdag havde jeg så store tømremænd, at de fortsatte langt ned i ryggen trods nær-dødelige mængder Kodimagnyl. Dette afholdt ikke den del af holdet, jeg nu gjorde mig bedst med, fra at slæbe afsted med mig til Oxford Street og andre indkøbsgader i samme område. Nu har min smag altid ligget en god håndfuld miles fra det man for det meste køber i dette område og ledt af den omstændighed, at jeg konstant så mig sakke bagud i selskabet, dels foranlediget af de voldsomme tømrermænd og dels af manglende interesse for dyrt lingeri og habitter. Det uundgåelige skete; pludselig var resten af min entourage væk. Jeg befandt mig i en fjern afkrog af Oxford Street og havde et stort behov for at sidde i dæmpet belysning et godt stykke tid. Da det var en avislignende institution jeg arbejde for havde jeg siddet med noget redaktionelt rejsestof et par måneder før og deriblandt renskrevet noget, hvor der bl.a. blev nævnt et nyt sted i London hvor man gik på jagt efter oplevelser, tøj og alskens andet godt. Det var i ’92 og stedet var Camden Locks Market.
Jeg fandt med subway’en frem ad nogle sjove ruter og kom lidt mere tilpas frem i lyset og fik sat ret kurs mod dette spændende sted. Umiddelbart ved den station jeg stod af på, fandt jeg en pub, der kunne bedre min situation væsentligt, hvorfor jeg satte mig ind og fik serveret en draught beer og en stor skål Chili Con Carne, der i den grad var autentisk. Stærk, fed og fyldt med bønner. Til min store glæde fik jeg ingen ris men blot et par stykker brød til.....meeeeget autentisk og meeeeget godt mod mine indre håndværkere.
Således styrket frigjorde jeg mig og fandt markedet, der strakte sig over et anseeligt område. Jeg fandt både nogle klædestykker, der ville skabe stilfuld opmærksomhed, til en brøkdel af prisen i Oxford Street og flere bøger som sidenhen er blevet nogle af mine kæreste ejendele, heriblandt en komplet Bob Dylan tekstbog.
Nu er det 17 år siden jeg sidst gjorde London og det var i en kort hektisk rus, som dog alligevel som de foregående gange var med til at forme en lille smule på den nu ikke så helt unge hr. Hansen. Denne gang var det blot ikke i form af de store oplevelser men den hjembragte litteratur, der gjorde udslaget.
Denne gang er det ikke længere en ung uprøvet sen-teenager eller en sprød ung mand men det, der vel burde være en voksen mand med sin teenager søn, der sidste år for første gang prøvede kræfter med rejser til udlandet. Det gjorde han også med sin far og med stor fornøjelse for begge.
Vi entrerede Københavns lufthavn lørdag formiddag til disse tiders betydelige køer og checkede ind hos Easy Jet. Jeg har fløjet Easy Jet og ved hvor vigtig det er at overholde ALLE regler. De, der har set udsendelserne med E J på tv har set de scener, der kan udspille sig hvis man ikke sørger for at følge reglerne nøje. Well; vi fik checket ind i rimelig tid og befandt os, efter disse tiders vanlige halve afklædning i sikkerhedskontrollen, i Transithallens vaccum. Stedet hvor man ligesom ikke er nogen steder og kan være på vej alle steder hen. Vi var som sagt på vej til London. Som enhver god passager kiggede vi på de toldfrie og på de andre, der drev mere eller mindre formålsløst rundt for at slå tiden ihjel. Vi betalte den obligatoriske sum af lige omkring kr. 100,- for to kopper kaffe og et par crossainter som det jo bør være i et toldfrit område!?! Det er jo nærmest en naturlov, at der er ganske få ting som man rent faktisk kan spare på og en milliard, der koster en overpris, der vel i praksis kun toppes af sæsonfornøjelser som f.eks. Tivoli.
Mens vi mæskede os i kaffe og kage og fik ordnet de sidste opkald til farvel, gik tiden dejlig raskt afsted. Vi fjernede de tørre krummer fra ansigt og tøj og begav os mod gaten. Halvvejs hørte vi højtaleren bekræfte, at det var gate C23, der ventede. Da vi runder det sidste hjørne ned til gaten opdager vi, at der kun står to unge piger og straks kommer vi i tvivl. Vi fortsætter derhen og bliver så læst en lektie på et særdeles mopset engelsk. Sjov som det sprog er godt at irettesætte på. Fransk er genialt til at bande på, spansk og italiensk at forbande på men engelsk er uovertruffent til at få folk til at føle sig som nogle dumme og umulige børn, der bare ikke har hørt efter. Det havde vi så heller ikke.......man SKAL møde ved gaten en halv time før afgang...SKAL! Det sagde hun selv. Den danske makker var knap så alvorligt stemt og lukkede dørene til armen op med et lille: ”Skynd i jer bare derud”. Vi vár de sidste, så en reprimande var vel på sin plads og retmæssigt blev vi straffet med to pladser helt bagest, næsten på skødet af stewardesserne og deres arbejdsområde. Så kan vi lære det.........
Således vel ombord omend i sidste øjeblik....åbenbart, lænede vi os tilbage i den tro, at vi ikke gjorde os mere uheldigt bemærkede, men jeg var ikke færdig. Selvom jeg havde sikret mig at stolen stod lodret, at bordet var klappet forsvarligt op, at min telefon og computer var slukket......SÅ HAVDE JEG IKKE SLÅET ARMLÆNET NED mod det tomme sæde helt ude mod gangen. En benet stewardesse smækkede det ned så jeg nær havde fået flået låret op og pointerede, at dét skulle altså være slået ned....så kan jeg lære det kan jeg.
Da alt ekstra jo ”koste ekstra” valgte vi at slumre hen i en fart, så snart vi var i luften og til den rutineramlende aktivitet fra vores flyvende værtinder døsede vi, til vi forlod kontinentet og begav os over den engelske kanal og opad mod London. På det sidste stræk fik flyets bestemt kraftigste kvindelige passager klemt et par ordentlige landgangsbrød med godt cremet fyld ned og et par unge fyre fik lige låget af endnu en dåseøl til en hund for to, før vi blev bedt om at spænde selen og afvente, at vi atter stod på jorden.
Jeg skal ikke kunne sige om det er en særlig feature hos Easy Jet men jeg har fløjet med dem ialt 5 gange nu og hver gang lander man nærmest i en vinkel på 45 grader på landingsbanen men ned kommer man og så er man vel egentlig meget tilfreds med, at det er i eet stykke, men jeg hár aldrig oplevet det så udtalt med andre selskaber, selv ikke i en snestorm over Zürich lufthavn engang i sidste århundrede.
Vel ankommet til Stansted, der vist er en af de små lufthavne omkring London begyndte den lange march mod bagagebåndets ujævne opstød af bagage, men trods lange køer i paskontrollen var hele forløbet dejlig uproblematisk og snart stod vi i favnen på de mange transportgribbe. Med lidt forstudier på Internettet hjemmefra var det åbenlyst at National Express, der fremtræder som noget nær DSB uden tvivl var noget af det dyreste, fuldstændig som i Danmark, faktisk kun overgået af taxi. En servicebus, der kaldte sig Easy Bus afgik først en time senere og med lidt overblik fandt vi hurtigt et selskab hvis navn man ikke lige forbandt med busdrift, der kunne befordre os retur for £ 14 pr. næse. Sådan lige 130 kr. for en returbillet ér vel ok, men der er ingen, der får mig til at kalde det billigt. Jeg mener selv at tale og forstå engelsk på et anstændigt plan men i skranken blev forståeligheden dog udfordret af det ekstremt unge personales ekstremt italienske accent. Det var tilgengæld fint for den Italiener, der stod umiddelbart foran os i køen, da han nærmest ikke kunne udtrykke sig på engelsk og faldt i en storgestikulerende samtale med den unge billetsælgerske på italiensk. Havde de ikke haft behov for at udveksle deres hjemlands vemodige erindringer havde vi nået en bus med det samme men endte med at vente en halv time i den efterfølgende. Forza Italia. Faktisk utroligt så mange Italienere, der er i London og utrolig så mange af dem der stort set ikke kan gøre sig forståeligt på engelsk. Forza Italia!
Buschaufførens engelsk var også en udfordring. Fortsat en stærk italiensk dialekt og et højtalersystem, der uden tvivl indførte helt nye standarter for akustisk forvræning men vi kom fra lufthavnen til the drop zone ved Liverpool Street Station. Vi fik vores 5 days Østers-travelcard (jeg kan for min død ikke forstå hvad Oyster har med transport at gøre men det kan være en lokal logik jeg ikke har værktøjet til at forstå) og havde således allerede brændt omkring kr. 600 af på transport før vi overhovedet havde kørt en meter i undergrunden, som vi nu steg ned i og fandt linien til Paddington Station.
Med vanligt held var The Circle Line som jeg på forhånd havde udset til at bringe os frem til hotellet ude af drift for forbedringer. Hér slog det mig for første gang på turen hvor meget, der sker med et barn, der går fra barn til teenager og som følge deraf også får en vis erfaring og dannelse. Da den lange unge mand kiggede mig over skulderen og jeg brokkede mig over mine spolerede forstudier, kom det tørt fra ham: Ja men hvad med Hammersmith og City......den holder da vist også på Paddington far. Dét havde jeg så ikke lige set endnu vel. Sidste år i Paris var han tilbageholdende indtil det apatiske, nu stod han her og overhalede sin far indenom.......
Well H-smith & City it was og vi gik ombord og talte stationer med spænding, indtil vi var på Paddington Station. Hér er det tydeligt, at franskmændenes arrogance ikke er helt uberettiget, på metroområdet i det mindste, for den engelske skiltelogik følger vist ikke andre europæiske standarter. Hvor den Parisiske metro nærmest er til at forstå for børn er den Londonske åben for fortolkning og naturligvis med vores sædvanlige held under en kraftig ombygning. Nu er vi ikke dumme (sådan da) og vi omstillede os allerede til fortolkningsmode hér.
Efter en lille diskussion foran Paddington valgte vi jævnfør vores fornemmelse at gå mod højre for at finde Craven Road hvorpå vores hotel befandt sig og igen med lidt forberedelse hjemmefra gik vi nærmest direkte til hotellet, der planlagt lå mindre end 400 meter fra Paddington. Så kom den første alvorlige udfordring, for jeg havde i kraft af 17 års faren forbi siden jeg sidst var her, glemt, at hoteller i England holder en anden standard end i f.eks. Paris. Hvor vores tur til Paris havde sine oplevelser på dét område, var allerede opgangen i hotellet hér et varsel om hvad der ventede. Jeg havde helt glemt hvor lidt rent englændere kan slippe afsted med at gøre på de mindre hoteller. Havde glemt de ofte mange huller i væggenes puds hvor man kan kigge ind og se en mørtel, der mest af alt ligner en blanding af gammel havregrød og fordærvet øllebrød. Vægge og tæpper matchede i beskidt gammelrosá med et skær af lyselilla....veeery...very!
Gennem 4-5 branddøre for at nå til hotelværelsets dør, langsomt vendte minderne fra de forrige besøg tilbage. Vi kom ind på værelset, der bestemt så ud som havde nogen vasket det for varmt siden de tog billederne til hjemmesiden. Sønnike kiggede ud på badeværelset og påstod, at der ikke var noget bad. Det var der....klemt ind i et hjørne bag toilettet. Selvom jeg nu giver et lidet flatterende indtryk af vores hotel; Minna House Hotel, så er badeværelset faktisk bortset fra sin kosteskabsstørrelse i den bedre ende af to stjernede hoteller i London, ikke mindst i kraft at der rent faktisk ér til at få varmt vand og nok af det ud af hanen.
Klædeskabet var så skævt, at skufferne i bunden ikke sad fast. Lampeskærme er en by i Rusland...eller ialtfald ikke hér. Fjernsynet med satellit forbindelse var 14 tommer og satellitten fløjet til et andet univers for der var kun Itv, Channel 5 og BBC 1 og 2 i meget forskellig kvalitet og bedst af alt uden fjernbetjening.
Dette var så gennemgående under standarten fra sidste år i Paris, at den unge mand med forargelse i stemmen udbrød: Og så er her møgbeskidt som prikken over i’et. Jeg tog en hurtig beslutning og omarrangerede værelset en del og den positive overraskelse; et lille køleskab på 25-30 liter blev placeret på det lille senge bord, der ikke var plads til ved sengen, så det var muligt at komme rundt om sengen uden akrobatisk udøvelse. SÅ kunne vi pakke ud og flytte ind i det faldefærdige klædeskab, der i bunden var fyldt halvt op med et lille pengeskab som man naturligvis skulle betale ekstra for at bruge.
Således iklædt værelset og værelset iklædt os, begav vi os ned for at bede receptionisten om at lokalisere os en fjernbetjening og få en kode til Internettet, som er en uundværlig feature når vi rejser. Det er både en kilde til megen underholdning og et rigtig godt redskab til at få checket den nye location ud, for max oplevelse. Receptionisten var alt andet en lykkelig for at se os allerede og da vi kom med ønsker om service, så han ud som om vi podede ham med en citrusplante og munden blev som en kats stjerne vendt rynket mod os. Trods den alvorlige sammensnerpen af hans orale organ lykkedes det ham dog at kommunikere et svævende løfte om at nedskrive koden til os og forsøge at finde en remote til vores tv.
Vi forlod hotellet og gik sporenstregs til Burger King og fik os et måltid. Rart med en storby hvor McDonald’s endnu ikke har sukret hele miljøet til. Faktisk synes der at være flere BK end McD i London. Hvorvidt det faktisk forholder sig sådan ved jeg ikke men BK findes f.eks. slet ikke i Paris mere! Således tilfredsstillet udi burgermad gik vi en tur i vores lokalområde og fandt et lille supermarked, der kunne hjælpe os med at få fyldt vores køleskab. Det er altid sjov at gå i et supermarked et nyt sted og se deres varer og med et sortiment af sikre colaer (Coca Cola!), forskellige øl og energidrikke, lidt neonfarvet slik og friske brombær og ikke mindst sønnikes favorit, der ikke længere kan opdrives i Danmark; Salt & Vinegar Chips, vendte vi næsen mod hotellet for at fylde køleskabet op. Da vi fik vores nøgle fik vi koden til Internettet men en remote havde den gode mand ikke kunnet lokalisere (læs havde han virkelig ikke orket at kigge efter) og vi vendte således tilbage til vores værelse for at restituere efter vores rejse.
Som to dråber vand i en sø, gled vi i et med sengen og døsede i et par timer for at vågne op til London i tusmørkeklæder. Vi besluttede os for at tage en lille sightseeing til fods i nærområdet og gå til Hyde Park for en tidlig aften spadseretur og lige få set The Marble Arc og Speakers Corner og generelt bare få strukket benene. Da vi havde gået i mindre end fem minutter følte jeg pludselig den der underlige fornemmelse af genkendelighed ad nogle gade til højre for os og udbrød: Det kirketårn kender jeg da! Vi søgte hen mod det og ganske rigtig, jeg havde fundet hen til stedet hvor jeg boede på Youth Hostel i ’82 med en kammerat. Sjov som ens indre kort kan have dybe spor i ens hukommelse. Stedet var noget forandret og kirketårnet var det eneste der var tilbage. Resten af kirken var bygget om til lejligheder på en måder der gav indtryk af at man havde brugt den bærende konstruktion af kirken til at bygge nyt i. Det var måske ikke helt vellykket , da facaden ikke helt matchede det ellers fine forarbejde. Vi fandt ovenikøbet det samme Hostel og den gamle spisestue i kælderen.
Dette udløste naturligvis en syndflod af minder som min søn så måtte døje med på resten af vores gåtur. I Hyde Park kom historien om Peter Pan statuen i parken også op og mindre end 100 m efter var der pludselig farvestrålende skilte til Peter Pan. Det var dog ikke skulpturen de ledte til men et telt hvor man for tiden opfører en musical over Peter Pan, så vi fandt aldrig skulpturen men gik mod Speakers Corner og Marble Arc. Utroligt nok fandt vi der, reklamer for Løvernes Konge som musical. Utroligt hvad man kan sælge endnu engang ved at stille folk op og skråle til hinanden til nogle højtravende toner......en musikalsk tendens, der aldrig helt har ramt mig. Parken var varm og dejlig og fyldt med et utal af mennesker lige fra løbere og spadserende turister til store flokke af fodboldspillere og umiskendeligt muslimske familier, der nød aftenen med grill, vandpibe og hinanden. Turen opad Edgeware Road for at nå til vejen tilbage til hotellet, var fyldt med Vandpibebarer hvor der var mere end velbesøgt. Allerede da jeg var i London i ’78 var landet befolket med alskens folkeslag men at se den stærkt tilstundende aften på Ew R var helt utroligt, jeg tror ikke der kan være mange andre steder i Europa hvor den muslimske del af befolkningen i den grad er ude af busken og en del af livet og ikke mindst aftenens udeliv. Drivende fra den ene frugttobak duft til den anden kom vi langsomt til Praed Street som var vores exit til Craven Road og vores hotel.
Da vi kom ind for at få vores nøgle havde natportieren overtaget. En nydelig ældre herre, der ligefrem smilede modsat vores mutte dag-mand, der nærmest ikke formådede at bare trække på smilebåndet. Vi spurgte til remoten, men det havde han ikke fået nogen besked om. Til gengæld sprang han op og lovede at komme op til os ”in 5 minutes”. Vi tænkte jaja og gik på vores værelse, hvor han ankom præcis efter 5 minutter. Han iværksatte en gennemgribende eftersøgning af remoten på værelset, trods mine forsikringer om at netop det, havde vi gjort allerede før vi pakkede ud. Da han var helt sikker lovede han at vende tilbage med en hurtigst. Det tog to forsøg men så havde vi faktisk en remote, der kunne udføre de mest basale funktioner. YES! Med en undskyldning for problemet, trods det nu var løst, trak den rare natteportier sig tilbage og vi sank hen i britisk aften tv med øl, brombær, chips og slik og den uundværlige Cola.
Som altid når vi er sammen far og søn med fri eller på ferie er sengetiden ikke det, der ligger os mest på sinde og da vi havde hvilet en del om eftermiddagen på ankomstdagen var det ikke lige en tidlig aften vi fik. Som følge deraf var den unge mand vel bevidstløs indtil han blidt blev vækket med lidt musik fra Gorillaz andet album. Dette gav ham et vindue på 5 minutter til at vågne og få tøj på og derefter ti minutter i spisesalen med far. Heldigvis er det britiske personale ikke helt så krakilske som f.eks det franske nemt kan være og vi fik morgenmad i roligt tempo. En askegrå müesli som ikke desto mindre smagte ok. 6 halve stykker ristet paptoast i eget stativ til hver og britisk smør og marmelade når det er værst. Ikke desto mindre lod det hele sig skylle ned med en anstændig æblejuice og en god gang kaffe, der heller ikke var noget skræmme-eksempel uden dog at være på omgangshøjde med den café au lait som franskmændene gerne serverer til morgen.
Tilbage på værelset rustede vi os til en dag i Camden Locks med markeds amok. Hurtig overblik på computeren.....taske, solbriller og derudaf.
Det tager ikke lang tid at lure den Londonske undergrunds indforståethed med sig selv af men i den alder hvor øjnene hurtigt svækkes gennemskuede den yngre i selskabet en fejldispossition fra min side og kom selv med et forslag, der løste problemet....for søren hvor de vokser op de unger....nu kan man jo næsten bruge ham til noget.
Modsat min omtumlede start på Camden Locks i ’82 kom vi ind i ”den rigtige ende” denne gang og kunne drive ned gennem Camden High Streets fantastiske butiksfacader hvor butikkerne flere steder konkurrer om det største og mest larmende udtryk. Det være sig kæmpe damelår i neonfarvede fiskenetstrømper, der tårner sig op forbi 1. salen på husets facade eller gigantiske Doc Martens støvler bemalede som engelske flag eller en gyngestol stor nok til en kæmpe og med et perfekt ”shappy-chick” look, der vippede let udover baldakinen ved indgange til en brugt-møbel forretning.
Stedet var pakket på begge fortove og noget af kørebanen hvor bilisterne gjorde sit til at øge trafiktætheden og støjen fra de mange ghettoblastere og anlæg af stærkt varierende kvalitet, lydstyrke og musisk materiale, der tordnede ud af butikker og shops i en evig konkurrence. Som vi fik mast os frem gennem menneske og forretningsmængde med et nysgerrigt øje på hver finger, fik vi flere gange nogle meeeeget alternative stilmix såsom Opera/Nirvana/Bob Marley eller Hardcore Techno mikset op med Ray Parkers tyvstjålne temasang til Ghostbusters og en gammel engelsk vaudevillesang....skønt....grænsende til det kakofoniske. Efterhånden som vi nærmede os stedets navngivere...sluserne i kanalen blev vi fri af de mere forretningsagtige dele af området og gled stille med menneske-mylderet ind i et fantastisk tabernakel af små boder, større boder og egentlige aflukkelige fantasier over en slags butik, et ”undermarked” til Camden Locks, der hedder The Horse Stabels Market.
For hver drejning og hver trappe var der en ny overraskelse, et nyt produkt eller en ny måde at skrue en biks sammen på. I ét huldiae falbydes alt fra det indiske, kinesiske, marrokanske, thailandske og sikkert mange andre køkkener og det lystigt imellem salg af gamle vintage møbler og briller for den sags skyld og T-shirts, kunstfotos, sure læderbukser og fantastiske stoffer med farver og mønstre som de kun kommer fra Asien og Afrika. Jeg kunne snildt bruge en side på at forsøge at beskrive udbuddet af varer blandet op med tjenesteydelser som fodmassage og akupunktur men vil danse let henover dette. Vi må siges at have udvist stor selvbeherskelse med de få velvalgte indkøb, der dækkede en smule pensioneret militærtøj til sønnike, nogle få velvalgte gaver af forskellig observans til nogle derhjemme, et spil kort til værelset og en enkelt T-shirt. Dette skyldes ikke manglende lyst men et faktum er; at der er så meget at man næsten bliver mæt af at kigge og gå rundt og op og ned og omkring.
Hvem kunne for eksempel ikke lokkes ind i et tempel for hele Techno-kulturen for at erhverve sig en T-shirt, der viser led-meter udslag på brystet i takt til en eventuel musik. Med et lydtryk på godt over 80db af tordnende hard-core techno, tror jeg ikke den slags butik ville leve længe i Danmark før arbejdstilsynet kom og lukkede festen............en oplevelse at gå rundt i ”black light” belysning, tordnende lydtryk og alskens ”high-tech” smykker, tøj og gadgets som ure, der viser tiden i den binære talkode og lignende technoherligheder som glowsticks i indtil flere på hinanden følgende farver.
Således måtte vi også styrkes i meget autentiske omgivelser med et måltid marrokansk mad. Foran den lille restauration klemt ind i mylderet, udbød man Shisha (vandpibe) i stor stil. Vi gik gennem tågerne af alt fra jordbær over banan til colatobak og ind og valgte lam med ris og grøntsager til den unge mand og en lammetajine til faderen med samt en side ordre på en klat hommus med friskbagt fladbrød. På lave pudefyldte bænke på 1. sal fik vi fortæret retterne, der bedst beskrives som rustikke men velsmagende og en hommus, der var ikke mindre end fantastisk.
Efter en kort slåen mave var det tilbage til en gåtur langs kanalen og et nærmere kig på sluserne, der faktisk stadig bruges flittigt og giver området en sær stemning af noget fortidigt blandet op med de handlendes rester af hippietiden og ægte engelsk prangerarv. Vi tilbragte seks intense timer og kunne sagtens have brugt et par timer mere. Ikke mindst det faktum at mange af stederne tilbyder underholdning og masser af selskab ud på aftenen, gør det til noget, der kunne have været noget nær en heldøgnsoplevelse. Det var dog ikke for os og vi fladede godt ud i the tube på vejen hjem. Igen var vi mættede af sen frokost og som følge deraf først klar til at spise langt ud på aftenen. Det blev skammeligt til mere Burger King og til stor overraskelse uden nogen form for alkohol at bringe hjem til far som sovepille da London åbenbart ikke sælger den slags så sent på aftenen mere, ialtfald ikke på en højhellig søndag eller også må de ikke når pubberne allerede er lukket. Her har Danmark da så langt om længe overhalet London indenom..........
Efter en dampende nat i et lummervarmt London, vågnede vi atter på kanten af spærretid for morgenmaden. Den unge mand var endnu ikke skrevet i folkeregistret og velvidende, at han havde en næsten dagfrisk Doughnut liggende i køleskabet tiltænkte faderen ham den til morgenmad og gik ned og fik endnu en portion ”grå emminence” müesli med tilhørende paptoast og kaffe.
Det var atter hverdag i London og lyden af byen var også ganske forandret. Trafikken en tand mere intensiv og insisterende ind gennem det døgnåbne vindue på værelset, der gudskelov vendte ud til gaden og ikke en vindstille baggård.
Fyldt og tilpas af morgenmaden vendte jeg tilbage til værelset, hvor den unge rejsedeltager var ved at være klar til den store turistdag og med udsigten til et sukkerchock fra morgenstunden sad han snart klar i de natterodede tæpper. Sjov som Englændere bare ikke vil tage ved lære af den europæiske kultur og indbefatte dyner som soveagregater. Selv Amerikanerne har fundet ud af ”duva’ens” lyksageligheder men den stolte Britiske nation vil bare ikke og reder stadig seng med to lagner og to tæpper samlet til een enhed.....så længe det varer og det er IKKE en hel nat, det lover jeg. Ydermere så er vi jo to og ligefrem at ligge og gnubbe langhårede lår er ikke lige os, så sønnike har slåsset med kradsetæpper og lagner mens jeg har brugt sengetæppet til den smule afdækning vi har haft brug for i sommervarmen. Apróspós sommmervarmen så var skydækket mandag morgen tungt og blygråt med flere etager af drivende skyer i en ret kølig vind. Det var som om det ikke kunne trænge ind i vores hoveder ovenpå det fantastiske vejr på vore shoppetur dagen før og vi gik ud i vejrets luftige leg med hår og klæder iført bukser, bare tæer i sandaler og T-shirts.
Det er en lykke for mig at rejse med min søn der, som jeg, ikke er manisk besat af de sæd-vanlige turistpsykoser og must see kramper.
Han havde dog det fromme ønske, at han gerne på vores turistdag, ville se Big Ben, den gamle bimlende røver ved parlamentet. Jeg syntes da også, at det måske var passende, at se den del af byen, da den bygningsmæssige stil fra Parlamentet, Westminister Abbey og til dels Buckinham Palace jo er en helt særlig britisk drejning af den tids kultur udi arkitektur. Mere krummelure-agtig og med et skær af dukkehus over de mange store vinduesåbninger udstyret med ufattelig mange små sammenstykkede ruder.
Vi cirklede Big Ben og Parlamentet og dér ramte Doughnut’en sønnike midt i panden. Med en kraft som en damphammer kom sukkerhovedpinen. Den kom bølgende frem overøjenbrynene og den ellers nok så lange og rimelig ranke knægt var forvandlet til et bøjet søm, trukket ud af nogle af de mange stilladser omkring Westminister Abbey. En ellers vedholdende ung mand forvandlede sig for øjnene af mig til et langt blegt lig med en knaldrød coladåse i den ene hånd. Vi var nu i et kvarter hvor man åbenbart ikke bruger nogen som helst remedier udi det farmaceutiske. Der var nærmest ikke en forretning i sigte. Efter at have fundet frem til Sck James park lykkedes os at backtracke til et mindre shopping center, hvor en rar ung Inder formåede at anvise os vejen til et apotek, hvor vi således kunne erhverve en pragtfuld lille pakke potent og velfyldt Paracetemol med hurtig virkning. Med den sidste rest cola fik vi nedsvælget den tilladte ration til patienten og selvom det ikke var kodimagnyl tog faderen et par stykker i sympati og så pga en lille bitte smule hovedpine. Så var der virkningsafventen i Sct James park hvor både duer og et ivrigt egern trådte nydelig op i de små 20 minutter det tog pillerne at virke. Den unge mand forsvandt ind i sig selv mens han fader lå på en plæne ved hans side og kiggede på opbuddet af turister og en anseelig del af alle de forretningsfolk, der holder til i området og driver rundt i de stramme variationer, der nu engang kan være af jakke, skjorte, slips og bukser. Pludselig mindede deres små grupper mig om duerne og begge parter var åbenlyst i parken for at spise.
Gudskelov vár det blot hovdpine. Tanken om en gang Svineinfluenza havde straks banet sig vej, da vi trods alt ferier i Swine-flu central. England har det enkelt største antal af H1N1 smittede i verden.....men vi slap tilsyneladende med skrækken og genoptog turen mod Buckinham Palace.
Ved slotspladsen måtte vi konstatere, at de ellers så kendte og bjørneskindshue beklædte vagter ikke længere optræder med deres ubevægelige miner for folk, der flokkes ved slottets låger. OM de var på ferie eller er sparet væk vides ikke, så der var ingen skæren ansigter op i hovedet på en ung britte iført bjørn og gevær for at friste en reaktion i hans ansigt. Vi drev derfor blot hurtigt forbi og vendte tilbage til en gåtur tilbage mod Trafalgar Square på den anden bred af søen i Sct James Park.
Her fandt vi et stor skilt på et rækværk ind mod søen, der mindeligt bad om, at man undlod at fodre Flamengoerne, der formodentlig ikke har været der i rigtig mange år eller også er blevet SÅ assimilerede (undskyld DF men det hedder ikke integreret, det er noget andet) at de lignede gæs, som der var så rigeligt af.
En af de helt store overraskelse på turen lå nu foran os. Jeg havde allerede fra mine tidligere besøg en erfaring for et nærmest legendarisk duehelvede på Trafalgar. Som sværmede hundredevis af fjerede beundre for foden af Lord Nelson og hans himmelstræbende pidestal i overstørrelse, plejer de nærmest at sværme på pladsen. Denne gang var der som altid masser af turister, på vej om for at tage billeder af deres børn ved løverne omkring Lord’en eller til The National Museeum men nærmest ingen duer. Thats a first.......
Da der ikke er meget at dåne over når man først har set en enkelt due flakse gennem et af springvandene og ladet sig blænde af lyset mens man har kigget op til gamle Nelson, kom vi hurtigt videre, da vi ikke skulle ind i det lokale tempel for hyldest af fortiden fra Ægypten og De Gamle Grækere til egen Britisk Kulturarv, drev vi videre mod Leicester Square. Med pilleventetid i parken var tiden nu så fremskreden, at vi følte os ”kind’a peckish” og søgte ind fra det grå og småkølige vejr, på en Meksikansk restaurant på selve pladsen. Det er naturligvis både dyrere og med en chance for en rigtig turistfælde, at man går ind på et spisested i denne del af byen men vi følte for lige dét køkken og tog en chance. Burrito til den yngre og Chimachangas til den ældre medsamt noget man kaldte en Appeltizer, der viste sig at være æblejuice med brus og en dejlig Meksikansk øl. Måltidet var på ingen måde prangende men det var velsmagende og de refried beans, der fulgte med begge portioner blev særdeles gode tilsat en smule hotsauce.
Vel affodrede søgte vi forbi de professionelle tiggere, der i London er blevet et problem. Mange af dem er folk, der efter arbejde tager de fornødne gevandter på og tager ud og tigge. Gårsdagen avis beskrev hvordan en kvinde var blevet taget i at tigge efter sit job, da hun var ved at spare op til et nyt køkken!?! Jaaa der er jo mange former for prostitution, men de bedste af dem skulle kunne lave mellem £150 og £200 på en dag og dét er jo også en slags penge. Det påståes faktisk, at nogle lever helt godt af det, selvom nogle af de hjemløse nu mener, at det er noget i overkanten af det lade sig gørelige. Måske det hænger sammen med at folk ubevidst helle vil have ”et show” end den sande historie!?
Da vi rundede Picadilly Cirkus slog det mig, at jeg ihvertfald de første to gange jeg var i London hele tiden hørte diskussionen om hvor beskidt London var og hvad man skulle gøre ved det. Såvidt jeg husker var det ikke meget bedre i ’92 men i dag er byen meget fin og faktisk forbavsende ren og ordentlig, selv i parkerne er der ikke meget, at se til udover hvad der ligger i papirkurvene. I Danmark er det så lige gået den anden vej. I mine tidlige rejseår var det altid en kilde til undren at der kunne være så beskidt, men det var samtidig på en måde med til at gøre det lidt eksotisk, men at gå rundt i København er ikke længere så fantastisk og både byens parker og Amagers nye strandpark lider under det.
Det er ikke kun i København men over hele landet, at svineriet er ekspolderet. Jeg har haft fornøjelsen af Holbæk Strandpark dagen efter Skt Hans aften, der bestod af et næsten ubrudt tæppe af pizzabakker, papir af forskellig størrelse og observans og stadig lunkne engangs grillbakker og alt dette toppet med rigeligt af dåser og flasker. Hér må vi vist ty til en form for genopdragelse af den danske befolkning. Det lader til at det tog Britterne et sted mellem 20 og 30 år men de gjorde det og så kan vi vel også!
Nåh men Piccadelly Cirkus har aldrig i mine rejseår været noget at skrive hjem om udover navnet og det bedste vi fik ud af det var en HMV shop med gode tilbud på dvd’er og cd’er, så der fik vi hurtig tilbragt det meste af en time. Efter at have viftet en håndfuld udklædte reklameuddelere væk nådede vi hen til Wardour Street
Theres an a bomb in Wardour street
Where the streets are pave with blood,
With cataclysmic overtones
Fear and hate linger in the air
A strictly no-go deadly zone
I dont know what Im doing here
cause its not my scene at all
Theres an a bomb in wardour street
Theyve called in the army, theyve called in the police
Im stranded on the vortex floor
My heads been kicked in and bloods started to poor
Through the haze I can see my girl
Fifteen geezers got her pinned to the door
Theres an a bomb in wardour street, its blown up the city
Now its spreading through the country
Law and order takes a turn for the worst,
In the shape of a size 10 boot
Rape and murder throughout the land,
And they tell me that youre still a free man
Well if this is freedom I dont understand
cause it seems like madness to me.
a bomb in wardour street.
Hate bomb, hate bomb, hate bomb, hate bomb!
A philistine nation, of degradation,
And hate and war. there must be more.
Its doctor martins a p o c a l y p s e - apocalypse!
The Jam/1979
Ja undskyld dette lille sidespring men det var næsten for nemt. However ad Wardour Street gik vi ind i Chinatown. Nu er det jo ikke som Chinatown i hverken New York eller andre steder i USA men ikke desto mindre så er der et helt lille kvarter, der udelukkende gør sig i kinesiske supermarkeder og kiosker, kinesiske restauranter og en del kinesiske naturapoteker med deres klassiske vægge bag skrankerne med tigerpenispulver for potens, pandasædcremer mod psoreasis eller hvad det nu er de gemmer i skufferne og ofte ligger der lige ved siden af en massageakupunktørfodmassagequigongekspert, der lige kan tage det sidste af ens dårligdomme.
På dette tidspunkt slog dagen oplevelser til og en vist afmattelse bredte sig i vores kroppe, hvorfor vi atter måtte søge mod Paddington Station via den øvrige undergrund.
Da vi senere havde hvilet og fået kigget vore indkøb fra HMV shoppen igennem var der atter dømt primetime engelsk aftentv for en stund mens vi ventede på at m
Meksikanerene flyttede ud af vores maver, så vi atter kunne spise. Da sønnike blandt alverdens ting også samler på Coca Cola’er fra hele verden skulle de nyeste varianter, han havde set, naturligvis indkøbes men trods dette projekts omfang er der dog den fordel, at der indimellem skal smages på de forskellige arter, så denne aften var der indkøbt ekstra eksemplarer af Cherry Coke på 0.5l plastflaske, der dog ikke levede op til kvaliteten af Cherry Cokes på dåse...........
Et sent aftensmåltid med ægte Shish Kebab til den unge mand og en temmelig stor ommelet til hans far og så var det tid til at gå i hjemmebio’en på vores laptop og med en ekstern rejse-højtaler til at lave biograflyd lagde vi os på sengen og så den nyeste Indiana Jones i HD-kvalitet indkøbt for bare £5 i en super deluxe specialudgaven med masser af ekstra materiale som man alligevel aldrig får set..................
Tirsdag morgen så den unge mand meget træt ud op til afslutningen til morgenmaden, så jeg listede af til morgenmadslokalet i kælderen hvor det slog mig, at lokalet meste af alt mindede om noget fra Sussi Bech’s tegneserie fra det gamle Ægypten, blandet med Tut Ankh Amons gravkammer. Modsat resten af hotellet hersker her dog en vis orden og der er umiddelbart også rimelig rent. De to unge piger, der forestår morgenmaden er altid til at slå et smil af, hvis man lige insisterer på at bryde den reserverede overflade af koncentration, der forsøger at få alle gennem morgenmåltidet på nemmeste måde. Der er dog den fordel ved at komme sent, at de fleste har været gennem møllen og man har ikke problemer med at få en plads i det lille lokale.
Mens jeg får nedsvælget kaffe og müesli med et par stykker toast til, får jeg smurt en lille morgenmadspakke til den unge mand på værelse 12, da jeg ikke i dag vil risikere unødige hovedpiner fremkald af sukkerchok eller lignende.
Når jeg hver morgen forlader spisestuen og stikker hovedet ind i køkkenet og ønsker de to piger god dag, kigger de vanligt forbavset op og smiler og takker med ønsket om det samme. Gud ved om det er ualmindeligt, at folk udviser en vis form for høflighed for den slags personale?
Det minder mig om de mange servicefolk, der optræder rundt om i Londons gader. Flere gange har vi, til deres overraskelse, veget pladsen for dem og deres trillebøre og smilet til dem men de ser det tilsyneladende ikke. Det er som om at det er for langt fra hvad de forventer at møde, til at de kan tage det ind.
Da jeg har siddet ved vores laptop en stund vågner den unge mand og strækker sig, for at vende tilbage til vores sidste dag på vores lille Londontur. Det er i dag vi skal have samlet op på de sidste hængepartier. Som følge af det lidt kølige vejr og den uvelkomne hovedpine om mandagen var vores sightseeing ikke så omfattende som vi måske havde regnet med og vi planlægger at tage tilbage til Westminister og går over broen for at komme på den anden side af Themsen, da vi indtil nu kun har været på den samme.
Jeg har igennem mange år gerne ville se Tate Museum Of Modern Art og vi vælger lige på den anden side af Westminister Bridge at gå til venstre ad Queens Walk på den promenade eller ”wharf” som er anlagt langs med Themsen, startende ved The London Eye, det store pariserhjul, der tilbyder udsigt over London. Nu er ingen af os rigtig til den slags fornøjelser og da dagen atter byder på masser af sol og varme, er tanken om små 30 minutter i en 25 personers glasboble, der må virke som et drivhus, ikke umiddelbart tiltalende. Dette afholder dog ikke andre fra at søge denne fornøjelse og køen er ufattelig lang og snørklet. Vi nøjes med at tage et par udsnitsbilleder af det imponerende apparatur, der udgør The London Eye.
Efter at have moret os over at filmmuseet hedder A Movieum, driver vi langsomt forbi en samling mere eller mindre håbløse mimere og ”se mig jeg kan stå stille” gøglere. En har gemt sig i en kasse hvorpå han har sat en transportkasse til katte. Lågen står åben og kigger man ind kan man set et menneskehoved klædt ud som kat. Ud gennem den åbne lem stikker et par pinde beklædt med noget, der sikkert skal forestille kattepels. Det er poter viser det sig. Til tonerne fra en lille gemt radio vipper den udklædte så op og ned med ”poterne” mens han vrikker apatisk med hovedet i transportkassen. Vi forbliver uimponerede. Lidt længere henne støder vi på en Michael Jackson klon, der er god til at stå stille men ikke til at barbere sig og der stikker ikke særligt troværdige skægstubbe ud genne den tykke makeup. Ved siden af ham står der et stykke troldkvinde iklædt ejendommeligt sølvfarvet troldmandsdragt ala Harry Potter på kitch måske. Hun er også god til at stå stille men lider desværre så forfærdeligt af ticks, at hendes ansigt nærmest opfører sin egen uafhængige pantomime under hatten. Der er flere i sølv og guldbroncedragter.
En tror, at man ikke lægger mærke til han hele tiden må klø sig forskellige steder, hvis han bare står helt stille med alt andet end hånden. Det gør man dog.... Vi søger inden et hysterisk latterudbrud videre ad promenaden, da vi har sat kurs mod Tate Gallery, som jeg som nævnt, har ønsket at se i mange år.
At gå langs Themsen er noget andet end at gå langs Seinen. Umiddelbart virker Themsen større og livet på floden er noget mere blandet end i Paris. Her er en meget dejlig afveksling af nyt og forfald og sine steder har man involveret træer og bænke som en del af en sommerlig dekoration for at pifte turen for de spadserende op. Et stykke er træerne dekorativt (omend ulogisk) pakket ind i hvidt stof med store knaldrøde jumboprikker på.
Den unge mand udbryder pludselig: ”Se ham den mimer....han er fandeme god....se han ligner fuldstændig en karrusel med heste og børn og det hele......”, så var vi hvor vi plejede og vi grinede.
Efter en god spadseretur, hvor vi også kom forbi den nye nationale teaterscenes bygninger lige ud til promenaden, nærmede vi os Tate Gallery men først var der et stykke flodbred, som lavvandet havde blottet og dér måtte vi jo bare ned. Ikke mindst havde jeg forelsket mig i nogle gamle bropiller, der bare stod der, uden bro på og strittede så underligt forladt på af vandet; råbende mod himlen. Det var selvfølgelig en attraktion for os, bare at komme ned og gå ved vandet, hvor en fotograf, formodentlig til en opgave, stod og satte små papirbskibe i vandet og tog billeder af dem som de drev med strømmen. Mens jeg var optaget af at fotografere et særligt spændende stykke væg med mos på fik sønnike øje på noget han først betegnede som store muslinger........ Da jeg havde taget mit billede og så på skallerne gik det op for mig, at vi stod i en stor bunke af sten og østersskaller. Jeg var fascineret...østers i Themsen? Men antallet af skaller over hele det stykke bred vi gik på talte sit eget sprog. Jeg ved ikke om det er noget floden bringer med sig udefra men fascinerende var det at gå ved Themsens bred og finde et utal af østersskaller....så fascinerende, at vi naturligvis måtte have en over- og underskal med....ligesom et sæt ikk’!
Der var andre, der nød denne lille bred og et stykke længere henne gik vi op til promenaden igen og lige fremme lå Tate Gallery. En imponerende rustfarvet bygning med et centerstykker der meget erekt strækker sig mod himlen. Vi fik snoet os ind og fandt ned til plan 1 som lå under gadeplan og hvorfra man løste billetter. Rummet hernede var også imponerende. En stor gammel, tom turbinehal med ovenlys højt højt oppe. Skæg når man er i rum, der er så store at det er svært at mærke rummet.
Ved billetskranken gik det op for os, at der til de faste udstillinger ikke var entre. Det var jo herligt da entré gebyrerne i London ellers er ret uhyrlige medmindre man køber et af de turist rabatkort, der sælges i stor stil. De to særudstillinger kostede da også tilsammen omkring £23 hvilket vi fandt en smule uden for vores interessesfære, ikke mindst i kraft af, at den ene var en eneudstilling med Per Kierkeby........Zzzzzzzzzzz....god mand, men hans billeder keeeeeeder mig og vi har fået rigeligt af ham hjemmefra. Jeg er ikke meget for hans toner, der i mine øjne spænder snært fra bleggrøn over lortebrun til svagt tissegul og fesenblå og så vil jeg ærlig talt tillade mig at være helt ligeglad med internationale kunstkenderes prisen hans billeder højt. Således befriet fra de udgiftstunge udstillinger søgte vi mod de faste på niveau 3 & 5.
Som det flere gange er fremgået havde far og søn en vellykket tur til Paris sidste år, hvor vi brugte det meste af en dag på Pomoidou Centret og den fantastiske udstilling af moderne kunst dér. Vi tog billeder og delbilleder af kunsten og skabte på den måde vores egen kunst med vores telefonkameraer.
Her på Tate proklamerede man så, at det var verdens bedste og mest besøgte museum for moderne kunst, så vi steg i forventning hastigt mod niveau 3 for at starte løjerne. Dér fik vi så det første smæk i ansigtet. Modsat Pompidou centeret, måtte man her ikke fotografere. Ikke engang uden blitz som man dog måtte i Pompidou centeret. Her var man panikangst for at gå glip af en indtægt på et postkort eller en plakat. Vil du have dokumentation af noget herfra må du fooooking købe det du! Vi tog ikke stødet så hårdt og sønnike var næsten helt lettet, da hans fader sidste år blev en smule opslugt af sin fotografering på Centre Pompidou i Paris......bare en smule... Da vi kom ind i første udstillingslokale blev vi imidlertid en smule skuffede, så vi gik hurtigt videre til næste sal, hvor vi blev en smule skuffede, så vi skyndte os videre til næste sal hvor det gik op for os, at Tate Galley er noget opblæst. Selv de værker, der kunne henføre til nogen kunstnere som vi havde et vis kendskab til var sekundaværker. Ja selv de værker af kunstnere vi ikke rigtig kendte til var mildt sagt en skuffelse. Aldrig før i mit liv har et museum skuffet mig så bravt. Ikke engang et helt rum med Warholes pink køer på knaldgul baggrund prydet med håndtegninger af missilbasers placering på et interimistisk kort over Sovjet kunne få os rigtig op i de kunstneriske betragtningers højere luftlag og vi nærmest stormede gennem det meste af de to store etager, der dog intet var mod Pompidous endeløse sale.
At Tate Gallery kalder sig verden bedste og meste besøgte museum for moderne kunst er ikke blot en overdrivelse men en dissideret løgn af næsten strafbare dimensioner. De havde på gangarealer en masse interaktive ting som vi i vores rablende forargelse over hvor lav en værkstandard man kan tillade sig på et museum, der i den grad smykker sig med de helt store roser, at vi ikke formåede at gå nærmere ind i dette og i stedet flygtede ud i det fri og tilbage over Themsen ad en fodgængerbro, der vist var opført i forbindelse med årtusindskiftet. Den var et større kunstværk end det meste på Tate Gallery...........
Vores sidste dag i byen var planlagt til at få samlet op på eventuelle hængepartier og da vi havde været en smule konservative med vores indkøb i Camden Locks, fandt vi en undergrundsstation og fik snørklet os mod nord mod markedet. Da vi nu kendte området temmelig indgående var noget af fortryllelsen naturligvis væk men blot erstattet med evnen til at gå mere målrettet frem. Samtidig var der ikke helt så mange mennesker som i weekenden og derfor var der noget mere fremkommeligt. Første prioritet; friskpresset limonade. Anden prioritet mad. Sønnike besluttede sig for en gang stegte nudler med grøntsager og råstegt kylling og jeg fik stegte nudler med kylling i sort bønnesauce, to klassikere udi det kinesiske køkken. Vi drev ned til kanalen med sluserne og sad endnu engang i disse pittoresque omgivelser og nød det gode vejr. Selvom der ikke var ligeså mange mennesker på en hverdag betyder det jo ikke, at her på nogen måde var affolket og der er nu noget over at sidde i lidt natur og kigge på mennesker og kunne se adskillige forskellige folkeslag fordele sig over området, man føler sig altså lidt international og verdensborgeragtig når man sidder blandt havlblege europæere, koreanere, en enkelt indisk familie og med udsigt til et thaikøkken hvor der var handlende af både japansk og kinesisk afart. Derudover er det naturligvis en del af billedet med afrikanere af forskellig lød i det multikulturelle gadebillede.
Da vi havde spist, fik drengerøven for alvor ram på mig og da sønnike havde fået handlet en middelstor plakatsamling af Nirvana drev vi ned hvor vi havde fundet flere af de fantastiske T-shirts fra Techno shoppen, vi var inde i den første dag på markedet, til en pris der var noget nær det halve. Her fik jeg så købt mig en vidunderlig T-shirt med ledmeter i 8 equalizersøjler med udslag i grønt og rødt. Med en lille sensor gemt i batteripacken, der sidder i en lille lomme i den ene side registrerer den variationer i det omkringværende lydtryk og viser det som udslag på led-meter søjlerne......meget meget sjov. Den kostede mig i omegnen af små 300 kroner og nu skal jeg så have den på til den næste produktion i House Of Sound Studio så jeg kan være det omvandrende ”lydbillede” af den næste kundes musik når den spiller....veery...very.....
Således forlystede udi i kunsten at forbruge penge, drev vi langsom tilbage mod Camden Town Station mens vi bekræftede hinanden i, at der var meget herude, der ville gøre sig bedre som kunst end meget af den fesne sekundavare som Tate kunne byde på.
Som le grand finale havde vi tænkt os at spise på steak restaurant men da først vi stod foran Aberdeen Angus Steakhouse, fik vi kolde fødder da vi fandt prisniveauet noget avanceret for et bøfhus, vi endte i stedet med en tre-retters på en nærliggende italiensk restaurant hvor vores tjener var værten selv, der kunne den ypperlige blanding af at være inviterende, informerende indforstået med sine kunder og servil uden at være krybende. Maden var som god italiensk mad ofte er, enkel uden at være simpel og ja bortset fra den unge mands dessert, der ikke var den mest spændende kirsebæris....direkte fra 4 stjernet dybfrost med et 2mm rimlag overalt ved serveringen var det faktisk ret uovertruffet. Så var der kun tilbage at pakke vores bagage og tage en sidste late night british aftens tv og sove stille ind før vi skulle op og finde vejen tilbage til Stansted, Easy jet og siden København.
Mens jeg sov ind til lyden af den for natten let aftagende trafik, krydsede tanken om hvorvidt den ungen mand om 10, 15 eller 20 år ville ligge på et hotelværelse i London og tænke på denne tur som havende formet ham bare en lille smule, have givet ham noget, der senere ville vise sig at have været bare en lille smule dannende for ham, for London kan man blive ved med at vende tilbage til.......og så var jeg væk.............
C U London!
© 2009 Sven I Hansen.
Jeg har været i London nogle gange gennem årene. Først i 1978 hvor jeg umoden og for første gang rejste udenlands for alvor og uden forældre.
Det var en sprogrejse som nærmest blev en dannelsesrejse for en 15 årig. Vi fløj direkte til London fra København for at tilbringe 3 dage dér, før vores destination for de resterende 2 ½ uger blev nået.
Vi ankom sent den første dag. Faktisk var de første af os og deriblandt jeg, først ude af hotellet lige omkring midnat. Det var i ’78 og dengang var der ikke noget, der var åbent i Danmark efter 17.30. Dengang var der ikke engang vareudsalg på de meget få tankstationer, der havde natåbent. Indkøb dengang skulle foretages i gitterautomaten, der var muret ind i et indhak i en facade på Amagerbrogade, tæt ved Christmas Møllers Plads. Udvalget var begrænset og strakte så fra virkelig kedelige småkager over Sunkist trekanter med appelsinjuice til dåser med Skipperlabskovs og solblegede pornoblade....formentlig Weekend Sex.
For en flok 15-16 årige var det en åbenbaring at kunne forlade Earls Cort Square og lige rundt hjørnet finde en lille bitte indisk landhandel. I den smalle tarm af en butik fik vi mulighed for at købe ting vi aldrig havde set og versioner af colaer og chokolader vi aldrig havde drømt om fandtes. Butikken var som en Alladins hule udi kolonial og beslægtede områder og alt dette på mindre end 50 m2.....er jeg sikker på.
Anden gang jeg var i London var den længste togrejse jeg nogensinde har været på. Ikke at turen burde være uoverstigelig men det var i ’82 lige op til det store toguheld i Belgien dengang og vi sad fast i mange timer og ventede på, at vi kunne komme frem og over kanalen. Vi skulle være ankommet i dagslys og ud og finde et hotel. Nu ankom to blege 19-årige sent om aftenen til Victoria Station men tilsmilet af en beskyttende gudinde eller noget lignende fandt min rejsekammerat og jeg frem til et Youth Hostel hvor både indkvartering og pris syntes rimelige, for unge folk af vores beskedne stand.
Dá var jeg blevet ældre og Danmark havde da også undergået nogen forandring. Jeg tror næsten vi havde fået den første tank, der kunne sælge andet end autorelaterede produkter, efter halv seks. Til gengæld var jeg hjemmefra vant til, at det lokale værtshus havde åbent til klokken to om natten på hverdage og klokken fem i weekenden. Her lagde London, som jeg ellers havde prist højt fra min første rejse af, en dæmper på de to ungersvendes fest. Alle.....ALLE pubs lukkede kl 23 sharp og så var der kun disco og natklubber tilbage og det var vi vist både for fattige og for generte til at benytte os af.
Ikke desto mindre blev det en både lærerig og yderligere dannende ferie for os begge og vi fik for første gang på turen over, smagen af vores egen dødelighed, da det var toget før vores, der var havareret så forfærdeligt med et andet. En ting vi atter fik ind på livet, da vi fra taget på vores Hostel, så en af de IRA bomber, der blev sprængt i London den sommer, gå af. Hele hotellet rystede og vi så røgen stige op på den anden side af Hyde Park. Vi strøg afsted med mit spejlreflekskamera i håb om nogle fotoscoops, vi kunne sælge til en dansk avis hjemme men afstanden var for stor og det tog os timer at lokalisere stedet, der så var afspærret og delvist ryddet da vi nåede frem. Endnu et minde om egen dødelighed var det da og aviserne blev nærlæst i de følgende dage og tasker, poser og kasser observeret på vejene rundt i det sommervarme London.
3. gang jeg var i London var en forlænget weekend med et firma jeg nys var startet i. Firmaet havde dengang en tradition for at arrangere ture for personalet på frivillig basis og med en betalingsfordeling på rejse og indkvartering, der hed noget á lá 2/3 til firmaet og 1/3 til del deltagende. Dette efterlod en del penge at formøble på fest og festet blev der. Når unge mennesker i alderen fra omkring 20 til 35, krydret med nogle ungdommelige få på over 40, slår gækken løs spreder selskabeligheden sig og to nætter i træk underholdt vi vist det meste af hotellets øvrige gæster og personalet i noget nær døgndrift.
Lørdag havde jeg så store tømremænd, at de fortsatte langt ned i ryggen trods nær-dødelige mængder Kodimagnyl. Dette afholdt ikke den del af holdet, jeg nu gjorde mig bedst med, fra at slæbe afsted med mig til Oxford Street og andre indkøbsgader i samme område. Nu har min smag altid ligget en god håndfuld miles fra det man for det meste køber i dette område og ledt af den omstændighed, at jeg konstant så mig sakke bagud i selskabet, dels foranlediget af de voldsomme tømrermænd og dels af manglende interesse for dyrt lingeri og habitter. Det uundgåelige skete; pludselig var resten af min entourage væk. Jeg befandt mig i en fjern afkrog af Oxford Street og havde et stort behov for at sidde i dæmpet belysning et godt stykke tid. Da det var en avislignende institution jeg arbejde for havde jeg siddet med noget redaktionelt rejsestof et par måneder før og deriblandt renskrevet noget, hvor der bl.a. blev nævnt et nyt sted i London hvor man gik på jagt efter oplevelser, tøj og alskens andet godt. Det var i ’92 og stedet var Camden Locks Market.
Jeg fandt med subway’en frem ad nogle sjove ruter og kom lidt mere tilpas frem i lyset og fik sat ret kurs mod dette spændende sted. Umiddelbart ved den station jeg stod af på, fandt jeg en pub, der kunne bedre min situation væsentligt, hvorfor jeg satte mig ind og fik serveret en draught beer og en stor skål Chili Con Carne, der i den grad var autentisk. Stærk, fed og fyldt med bønner. Til min store glæde fik jeg ingen ris men blot et par stykker brød til.....meeeeget autentisk og meeeeget godt mod mine indre håndværkere.
Således styrket frigjorde jeg mig og fandt markedet, der strakte sig over et anseeligt område. Jeg fandt både nogle klædestykker, der ville skabe stilfuld opmærksomhed, til en brøkdel af prisen i Oxford Street og flere bøger som sidenhen er blevet nogle af mine kæreste ejendele, heriblandt en komplet Bob Dylan tekstbog.
Nu er det 17 år siden jeg sidst gjorde London og det var i en kort hektisk rus, som dog alligevel som de foregående gange var med til at forme en lille smule på den nu ikke så helt unge hr. Hansen. Denne gang var det blot ikke i form af de store oplevelser men den hjembragte litteratur, der gjorde udslaget.
Denne gang er det ikke længere en ung uprøvet sen-teenager eller en sprød ung mand men det, der vel burde være en voksen mand med sin teenager søn, der sidste år for første gang prøvede kræfter med rejser til udlandet. Det gjorde han også med sin far og med stor fornøjelse for begge.
Vi entrerede Københavns lufthavn lørdag formiddag til disse tiders betydelige køer og checkede ind hos Easy Jet. Jeg har fløjet Easy Jet og ved hvor vigtig det er at overholde ALLE regler. De, der har set udsendelserne med E J på tv har set de scener, der kan udspille sig hvis man ikke sørger for at følge reglerne nøje. Well; vi fik checket ind i rimelig tid og befandt os, efter disse tiders vanlige halve afklædning i sikkerhedskontrollen, i Transithallens vaccum. Stedet hvor man ligesom ikke er nogen steder og kan være på vej alle steder hen. Vi var som sagt på vej til London. Som enhver god passager kiggede vi på de toldfrie og på de andre, der drev mere eller mindre formålsløst rundt for at slå tiden ihjel. Vi betalte den obligatoriske sum af lige omkring kr. 100,- for to kopper kaffe og et par crossainter som det jo bør være i et toldfrit område!?! Det er jo nærmest en naturlov, at der er ganske få ting som man rent faktisk kan spare på og en milliard, der koster en overpris, der vel i praksis kun toppes af sæsonfornøjelser som f.eks. Tivoli.
Mens vi mæskede os i kaffe og kage og fik ordnet de sidste opkald til farvel, gik tiden dejlig raskt afsted. Vi fjernede de tørre krummer fra ansigt og tøj og begav os mod gaten. Halvvejs hørte vi højtaleren bekræfte, at det var gate C23, der ventede. Da vi runder det sidste hjørne ned til gaten opdager vi, at der kun står to unge piger og straks kommer vi i tvivl. Vi fortsætter derhen og bliver så læst en lektie på et særdeles mopset engelsk. Sjov som det sprog er godt at irettesætte på. Fransk er genialt til at bande på, spansk og italiensk at forbande på men engelsk er uovertruffent til at få folk til at føle sig som nogle dumme og umulige børn, der bare ikke har hørt efter. Det havde vi så heller ikke.......man SKAL møde ved gaten en halv time før afgang...SKAL! Det sagde hun selv. Den danske makker var knap så alvorligt stemt og lukkede dørene til armen op med et lille: ”Skynd i jer bare derud”. Vi vár de sidste, så en reprimande var vel på sin plads og retmæssigt blev vi straffet med to pladser helt bagest, næsten på skødet af stewardesserne og deres arbejdsområde. Så kan vi lære det.........
Således vel ombord omend i sidste øjeblik....åbenbart, lænede vi os tilbage i den tro, at vi ikke gjorde os mere uheldigt bemærkede, men jeg var ikke færdig. Selvom jeg havde sikret mig at stolen stod lodret, at bordet var klappet forsvarligt op, at min telefon og computer var slukket......SÅ HAVDE JEG IKKE SLÅET ARMLÆNET NED mod det tomme sæde helt ude mod gangen. En benet stewardesse smækkede det ned så jeg nær havde fået flået låret op og pointerede, at dét skulle altså være slået ned....så kan jeg lære det kan jeg.
Da alt ekstra jo ”koste ekstra” valgte vi at slumre hen i en fart, så snart vi var i luften og til den rutineramlende aktivitet fra vores flyvende værtinder døsede vi, til vi forlod kontinentet og begav os over den engelske kanal og opad mod London. På det sidste stræk fik flyets bestemt kraftigste kvindelige passager klemt et par ordentlige landgangsbrød med godt cremet fyld ned og et par unge fyre fik lige låget af endnu en dåseøl til en hund for to, før vi blev bedt om at spænde selen og afvente, at vi atter stod på jorden.
Jeg skal ikke kunne sige om det er en særlig feature hos Easy Jet men jeg har fløjet med dem ialt 5 gange nu og hver gang lander man nærmest i en vinkel på 45 grader på landingsbanen men ned kommer man og så er man vel egentlig meget tilfreds med, at det er i eet stykke, men jeg hár aldrig oplevet det så udtalt med andre selskaber, selv ikke i en snestorm over Zürich lufthavn engang i sidste århundrede.
Vel ankommet til Stansted, der vist er en af de små lufthavne omkring London begyndte den lange march mod bagagebåndets ujævne opstød af bagage, men trods lange køer i paskontrollen var hele forløbet dejlig uproblematisk og snart stod vi i favnen på de mange transportgribbe. Med lidt forstudier på Internettet hjemmefra var det åbenlyst at National Express, der fremtræder som noget nær DSB uden tvivl var noget af det dyreste, fuldstændig som i Danmark, faktisk kun overgået af taxi. En servicebus, der kaldte sig Easy Bus afgik først en time senere og med lidt overblik fandt vi hurtigt et selskab hvis navn man ikke lige forbandt med busdrift, der kunne befordre os retur for £ 14 pr. næse. Sådan lige 130 kr. for en returbillet ér vel ok, men der er ingen, der får mig til at kalde det billigt. Jeg mener selv at tale og forstå engelsk på et anstændigt plan men i skranken blev forståeligheden dog udfordret af det ekstremt unge personales ekstremt italienske accent. Det var tilgengæld fint for den Italiener, der stod umiddelbart foran os i køen, da han nærmest ikke kunne udtrykke sig på engelsk og faldt i en storgestikulerende samtale med den unge billetsælgerske på italiensk. Havde de ikke haft behov for at udveksle deres hjemlands vemodige erindringer havde vi nået en bus med det samme men endte med at vente en halv time i den efterfølgende. Forza Italia. Faktisk utroligt så mange Italienere, der er i London og utrolig så mange af dem der stort set ikke kan gøre sig forståeligt på engelsk. Forza Italia!
Buschaufførens engelsk var også en udfordring. Fortsat en stærk italiensk dialekt og et højtalersystem, der uden tvivl indførte helt nye standarter for akustisk forvræning men vi kom fra lufthavnen til the drop zone ved Liverpool Street Station. Vi fik vores 5 days Østers-travelcard (jeg kan for min død ikke forstå hvad Oyster har med transport at gøre men det kan være en lokal logik jeg ikke har værktøjet til at forstå) og havde således allerede brændt omkring kr. 600 af på transport før vi overhovedet havde kørt en meter i undergrunden, som vi nu steg ned i og fandt linien til Paddington Station.
Med vanligt held var The Circle Line som jeg på forhånd havde udset til at bringe os frem til hotellet ude af drift for forbedringer. Hér slog det mig for første gang på turen hvor meget, der sker med et barn, der går fra barn til teenager og som følge deraf også får en vis erfaring og dannelse. Da den lange unge mand kiggede mig over skulderen og jeg brokkede mig over mine spolerede forstudier, kom det tørt fra ham: Ja men hvad med Hammersmith og City......den holder da vist også på Paddington far. Dét havde jeg så ikke lige set endnu vel. Sidste år i Paris var han tilbageholdende indtil det apatiske, nu stod han her og overhalede sin far indenom.......
Well H-smith & City it was og vi gik ombord og talte stationer med spænding, indtil vi var på Paddington Station. Hér er det tydeligt, at franskmændenes arrogance ikke er helt uberettiget, på metroområdet i det mindste, for den engelske skiltelogik følger vist ikke andre europæiske standarter. Hvor den Parisiske metro nærmest er til at forstå for børn er den Londonske åben for fortolkning og naturligvis med vores sædvanlige held under en kraftig ombygning. Nu er vi ikke dumme (sådan da) og vi omstillede os allerede til fortolkningsmode hér.
Efter en lille diskussion foran Paddington valgte vi jævnfør vores fornemmelse at gå mod højre for at finde Craven Road hvorpå vores hotel befandt sig og igen med lidt forberedelse hjemmefra gik vi nærmest direkte til hotellet, der planlagt lå mindre end 400 meter fra Paddington. Så kom den første alvorlige udfordring, for jeg havde i kraft af 17 års faren forbi siden jeg sidst var her, glemt, at hoteller i England holder en anden standard end i f.eks. Paris. Hvor vores tur til Paris havde sine oplevelser på dét område, var allerede opgangen i hotellet hér et varsel om hvad der ventede. Jeg havde helt glemt hvor lidt rent englændere kan slippe afsted med at gøre på de mindre hoteller. Havde glemt de ofte mange huller i væggenes puds hvor man kan kigge ind og se en mørtel, der mest af alt ligner en blanding af gammel havregrød og fordærvet øllebrød. Vægge og tæpper matchede i beskidt gammelrosá med et skær af lyselilla....veeery...very!
Gennem 4-5 branddøre for at nå til hotelværelsets dør, langsomt vendte minderne fra de forrige besøg tilbage. Vi kom ind på værelset, der bestemt så ud som havde nogen vasket det for varmt siden de tog billederne til hjemmesiden. Sønnike kiggede ud på badeværelset og påstod, at der ikke var noget bad. Det var der....klemt ind i et hjørne bag toilettet. Selvom jeg nu giver et lidet flatterende indtryk af vores hotel; Minna House Hotel, så er badeværelset faktisk bortset fra sin kosteskabsstørrelse i den bedre ende af to stjernede hoteller i London, ikke mindst i kraft at der rent faktisk ér til at få varmt vand og nok af det ud af hanen.
Klædeskabet var så skævt, at skufferne i bunden ikke sad fast. Lampeskærme er en by i Rusland...eller ialtfald ikke hér. Fjernsynet med satellit forbindelse var 14 tommer og satellitten fløjet til et andet univers for der var kun Itv, Channel 5 og BBC 1 og 2 i meget forskellig kvalitet og bedst af alt uden fjernbetjening.
Dette var så gennemgående under standarten fra sidste år i Paris, at den unge mand med forargelse i stemmen udbrød: Og så er her møgbeskidt som prikken over i’et. Jeg tog en hurtig beslutning og omarrangerede værelset en del og den positive overraskelse; et lille køleskab på 25-30 liter blev placeret på det lille senge bord, der ikke var plads til ved sengen, så det var muligt at komme rundt om sengen uden akrobatisk udøvelse. SÅ kunne vi pakke ud og flytte ind i det faldefærdige klædeskab, der i bunden var fyldt halvt op med et lille pengeskab som man naturligvis skulle betale ekstra for at bruge.
Således iklædt værelset og værelset iklædt os, begav vi os ned for at bede receptionisten om at lokalisere os en fjernbetjening og få en kode til Internettet, som er en uundværlig feature når vi rejser. Det er både en kilde til megen underholdning og et rigtig godt redskab til at få checket den nye location ud, for max oplevelse. Receptionisten var alt andet en lykkelig for at se os allerede og da vi kom med ønsker om service, så han ud som om vi podede ham med en citrusplante og munden blev som en kats stjerne vendt rynket mod os. Trods den alvorlige sammensnerpen af hans orale organ lykkedes det ham dog at kommunikere et svævende løfte om at nedskrive koden til os og forsøge at finde en remote til vores tv.
Vi forlod hotellet og gik sporenstregs til Burger King og fik os et måltid. Rart med en storby hvor McDonald’s endnu ikke har sukret hele miljøet til. Faktisk synes der at være flere BK end McD i London. Hvorvidt det faktisk forholder sig sådan ved jeg ikke men BK findes f.eks. slet ikke i Paris mere! Således tilfredsstillet udi burgermad gik vi en tur i vores lokalområde og fandt et lille supermarked, der kunne hjælpe os med at få fyldt vores køleskab. Det er altid sjov at gå i et supermarked et nyt sted og se deres varer og med et sortiment af sikre colaer (Coca Cola!), forskellige øl og energidrikke, lidt neonfarvet slik og friske brombær og ikke mindst sønnikes favorit, der ikke længere kan opdrives i Danmark; Salt & Vinegar Chips, vendte vi næsen mod hotellet for at fylde køleskabet op. Da vi fik vores nøgle fik vi koden til Internettet men en remote havde den gode mand ikke kunnet lokalisere (læs havde han virkelig ikke orket at kigge efter) og vi vendte således tilbage til vores værelse for at restituere efter vores rejse.
Som to dråber vand i en sø, gled vi i et med sengen og døsede i et par timer for at vågne op til London i tusmørkeklæder. Vi besluttede os for at tage en lille sightseeing til fods i nærområdet og gå til Hyde Park for en tidlig aften spadseretur og lige få set The Marble Arc og Speakers Corner og generelt bare få strukket benene. Da vi havde gået i mindre end fem minutter følte jeg pludselig den der underlige fornemmelse af genkendelighed ad nogle gade til højre for os og udbrød: Det kirketårn kender jeg da! Vi søgte hen mod det og ganske rigtig, jeg havde fundet hen til stedet hvor jeg boede på Youth Hostel i ’82 med en kammerat. Sjov som ens indre kort kan have dybe spor i ens hukommelse. Stedet var noget forandret og kirketårnet var det eneste der var tilbage. Resten af kirken var bygget om til lejligheder på en måder der gav indtryk af at man havde brugt den bærende konstruktion af kirken til at bygge nyt i. Det var måske ikke helt vellykket , da facaden ikke helt matchede det ellers fine forarbejde. Vi fandt ovenikøbet det samme Hostel og den gamle spisestue i kælderen.
Dette udløste naturligvis en syndflod af minder som min søn så måtte døje med på resten af vores gåtur. I Hyde Park kom historien om Peter Pan statuen i parken også op og mindre end 100 m efter var der pludselig farvestrålende skilte til Peter Pan. Det var dog ikke skulpturen de ledte til men et telt hvor man for tiden opfører en musical over Peter Pan, så vi fandt aldrig skulpturen men gik mod Speakers Corner og Marble Arc. Utroligt nok fandt vi der, reklamer for Løvernes Konge som musical. Utroligt hvad man kan sælge endnu engang ved at stille folk op og skråle til hinanden til nogle højtravende toner......en musikalsk tendens, der aldrig helt har ramt mig. Parken var varm og dejlig og fyldt med et utal af mennesker lige fra løbere og spadserende turister til store flokke af fodboldspillere og umiskendeligt muslimske familier, der nød aftenen med grill, vandpibe og hinanden. Turen opad Edgeware Road for at nå til vejen tilbage til hotellet, var fyldt med Vandpibebarer hvor der var mere end velbesøgt. Allerede da jeg var i London i ’78 var landet befolket med alskens folkeslag men at se den stærkt tilstundende aften på Ew R var helt utroligt, jeg tror ikke der kan være mange andre steder i Europa hvor den muslimske del af befolkningen i den grad er ude af busken og en del af livet og ikke mindst aftenens udeliv. Drivende fra den ene frugttobak duft til den anden kom vi langsomt til Praed Street som var vores exit til Craven Road og vores hotel.
Da vi kom ind for at få vores nøgle havde natportieren overtaget. En nydelig ældre herre, der ligefrem smilede modsat vores mutte dag-mand, der nærmest ikke formådede at bare trække på smilebåndet. Vi spurgte til remoten, men det havde han ikke fået nogen besked om. Til gengæld sprang han op og lovede at komme op til os ”in 5 minutes”. Vi tænkte jaja og gik på vores værelse, hvor han ankom præcis efter 5 minutter. Han iværksatte en gennemgribende eftersøgning af remoten på værelset, trods mine forsikringer om at netop det, havde vi gjort allerede før vi pakkede ud. Da han var helt sikker lovede han at vende tilbage med en hurtigst. Det tog to forsøg men så havde vi faktisk en remote, der kunne udføre de mest basale funktioner. YES! Med en undskyldning for problemet, trods det nu var løst, trak den rare natteportier sig tilbage og vi sank hen i britisk aften tv med øl, brombær, chips og slik og den uundværlige Cola.
Som altid når vi er sammen far og søn med fri eller på ferie er sengetiden ikke det, der ligger os mest på sinde og da vi havde hvilet en del om eftermiddagen på ankomstdagen var det ikke lige en tidlig aften vi fik. Som følge deraf var den unge mand vel bevidstløs indtil han blidt blev vækket med lidt musik fra Gorillaz andet album. Dette gav ham et vindue på 5 minutter til at vågne og få tøj på og derefter ti minutter i spisesalen med far. Heldigvis er det britiske personale ikke helt så krakilske som f.eks det franske nemt kan være og vi fik morgenmad i roligt tempo. En askegrå müesli som ikke desto mindre smagte ok. 6 halve stykker ristet paptoast i eget stativ til hver og britisk smør og marmelade når det er værst. Ikke desto mindre lod det hele sig skylle ned med en anstændig æblejuice og en god gang kaffe, der heller ikke var noget skræmme-eksempel uden dog at være på omgangshøjde med den café au lait som franskmændene gerne serverer til morgen.
Tilbage på værelset rustede vi os til en dag i Camden Locks med markeds amok. Hurtig overblik på computeren.....taske, solbriller og derudaf.
Det tager ikke lang tid at lure den Londonske undergrunds indforståethed med sig selv af men i den alder hvor øjnene hurtigt svækkes gennemskuede den yngre i selskabet en fejldispossition fra min side og kom selv med et forslag, der løste problemet....for søren hvor de vokser op de unger....nu kan man jo næsten bruge ham til noget.
Modsat min omtumlede start på Camden Locks i ’82 kom vi ind i ”den rigtige ende” denne gang og kunne drive ned gennem Camden High Streets fantastiske butiksfacader hvor butikkerne flere steder konkurrer om det største og mest larmende udtryk. Det være sig kæmpe damelår i neonfarvede fiskenetstrømper, der tårner sig op forbi 1. salen på husets facade eller gigantiske Doc Martens støvler bemalede som engelske flag eller en gyngestol stor nok til en kæmpe og med et perfekt ”shappy-chick” look, der vippede let udover baldakinen ved indgange til en brugt-møbel forretning.
Stedet var pakket på begge fortove og noget af kørebanen hvor bilisterne gjorde sit til at øge trafiktætheden og støjen fra de mange ghettoblastere og anlæg af stærkt varierende kvalitet, lydstyrke og musisk materiale, der tordnede ud af butikker og shops i en evig konkurrence. Som vi fik mast os frem gennem menneske og forretningsmængde med et nysgerrigt øje på hver finger, fik vi flere gange nogle meeeeget alternative stilmix såsom Opera/Nirvana/Bob Marley eller Hardcore Techno mikset op med Ray Parkers tyvstjålne temasang til Ghostbusters og en gammel engelsk vaudevillesang....skønt....grænsende til det kakofoniske. Efterhånden som vi nærmede os stedets navngivere...sluserne i kanalen blev vi fri af de mere forretningsagtige dele af området og gled stille med menneske-mylderet ind i et fantastisk tabernakel af små boder, større boder og egentlige aflukkelige fantasier over en slags butik, et ”undermarked” til Camden Locks, der hedder The Horse Stabels Market.
For hver drejning og hver trappe var der en ny overraskelse, et nyt produkt eller en ny måde at skrue en biks sammen på. I ét huldiae falbydes alt fra det indiske, kinesiske, marrokanske, thailandske og sikkert mange andre køkkener og det lystigt imellem salg af gamle vintage møbler og briller for den sags skyld og T-shirts, kunstfotos, sure læderbukser og fantastiske stoffer med farver og mønstre som de kun kommer fra Asien og Afrika. Jeg kunne snildt bruge en side på at forsøge at beskrive udbuddet af varer blandet op med tjenesteydelser som fodmassage og akupunktur men vil danse let henover dette. Vi må siges at have udvist stor selvbeherskelse med de få velvalgte indkøb, der dækkede en smule pensioneret militærtøj til sønnike, nogle få velvalgte gaver af forskellig observans til nogle derhjemme, et spil kort til værelset og en enkelt T-shirt. Dette skyldes ikke manglende lyst men et faktum er; at der er så meget at man næsten bliver mæt af at kigge og gå rundt og op og ned og omkring.
Hvem kunne for eksempel ikke lokkes ind i et tempel for hele Techno-kulturen for at erhverve sig en T-shirt, der viser led-meter udslag på brystet i takt til en eventuel musik. Med et lydtryk på godt over 80db af tordnende hard-core techno, tror jeg ikke den slags butik ville leve længe i Danmark før arbejdstilsynet kom og lukkede festen............en oplevelse at gå rundt i ”black light” belysning, tordnende lydtryk og alskens ”high-tech” smykker, tøj og gadgets som ure, der viser tiden i den binære talkode og lignende technoherligheder som glowsticks i indtil flere på hinanden følgende farver.
Således måtte vi også styrkes i meget autentiske omgivelser med et måltid marrokansk mad. Foran den lille restauration klemt ind i mylderet, udbød man Shisha (vandpibe) i stor stil. Vi gik gennem tågerne af alt fra jordbær over banan til colatobak og ind og valgte lam med ris og grøntsager til den unge mand og en lammetajine til faderen med samt en side ordre på en klat hommus med friskbagt fladbrød. På lave pudefyldte bænke på 1. sal fik vi fortæret retterne, der bedst beskrives som rustikke men velsmagende og en hommus, der var ikke mindre end fantastisk.
Efter en kort slåen mave var det tilbage til en gåtur langs kanalen og et nærmere kig på sluserne, der faktisk stadig bruges flittigt og giver området en sær stemning af noget fortidigt blandet op med de handlendes rester af hippietiden og ægte engelsk prangerarv. Vi tilbragte seks intense timer og kunne sagtens have brugt et par timer mere. Ikke mindst det faktum at mange af stederne tilbyder underholdning og masser af selskab ud på aftenen, gør det til noget, der kunne have været noget nær en heldøgnsoplevelse. Det var dog ikke for os og vi fladede godt ud i the tube på vejen hjem. Igen var vi mættede af sen frokost og som følge deraf først klar til at spise langt ud på aftenen. Det blev skammeligt til mere Burger King og til stor overraskelse uden nogen form for alkohol at bringe hjem til far som sovepille da London åbenbart ikke sælger den slags så sent på aftenen mere, ialtfald ikke på en højhellig søndag eller også må de ikke når pubberne allerede er lukket. Her har Danmark da så langt om længe overhalet London indenom..........
Efter en dampende nat i et lummervarmt London, vågnede vi atter på kanten af spærretid for morgenmaden. Den unge mand var endnu ikke skrevet i folkeregistret og velvidende, at han havde en næsten dagfrisk Doughnut liggende i køleskabet tiltænkte faderen ham den til morgenmad og gik ned og fik endnu en portion ”grå emminence” müesli med tilhørende paptoast og kaffe.
Det var atter hverdag i London og lyden af byen var også ganske forandret. Trafikken en tand mere intensiv og insisterende ind gennem det døgnåbne vindue på værelset, der gudskelov vendte ud til gaden og ikke en vindstille baggård.
Fyldt og tilpas af morgenmaden vendte jeg tilbage til værelset, hvor den unge rejsedeltager var ved at være klar til den store turistdag og med udsigten til et sukkerchock fra morgenstunden sad han snart klar i de natterodede tæpper. Sjov som Englændere bare ikke vil tage ved lære af den europæiske kultur og indbefatte dyner som soveagregater. Selv Amerikanerne har fundet ud af ”duva’ens” lyksageligheder men den stolte Britiske nation vil bare ikke og reder stadig seng med to lagner og to tæpper samlet til een enhed.....så længe det varer og det er IKKE en hel nat, det lover jeg. Ydermere så er vi jo to og ligefrem at ligge og gnubbe langhårede lår er ikke lige os, så sønnike har slåsset med kradsetæpper og lagner mens jeg har brugt sengetæppet til den smule afdækning vi har haft brug for i sommervarmen. Apróspós sommmervarmen så var skydækket mandag morgen tungt og blygråt med flere etager af drivende skyer i en ret kølig vind. Det var som om det ikke kunne trænge ind i vores hoveder ovenpå det fantastiske vejr på vore shoppetur dagen før og vi gik ud i vejrets luftige leg med hår og klæder iført bukser, bare tæer i sandaler og T-shirts.
Det er en lykke for mig at rejse med min søn der, som jeg, ikke er manisk besat af de sæd-vanlige turistpsykoser og must see kramper.
Han havde dog det fromme ønske, at han gerne på vores turistdag, ville se Big Ben, den gamle bimlende røver ved parlamentet. Jeg syntes da også, at det måske var passende, at se den del af byen, da den bygningsmæssige stil fra Parlamentet, Westminister Abbey og til dels Buckinham Palace jo er en helt særlig britisk drejning af den tids kultur udi arkitektur. Mere krummelure-agtig og med et skær af dukkehus over de mange store vinduesåbninger udstyret med ufattelig mange små sammenstykkede ruder.
Vi cirklede Big Ben og Parlamentet og dér ramte Doughnut’en sønnike midt i panden. Med en kraft som en damphammer kom sukkerhovedpinen. Den kom bølgende frem overøjenbrynene og den ellers nok så lange og rimelig ranke knægt var forvandlet til et bøjet søm, trukket ud af nogle af de mange stilladser omkring Westminister Abbey. En ellers vedholdende ung mand forvandlede sig for øjnene af mig til et langt blegt lig med en knaldrød coladåse i den ene hånd. Vi var nu i et kvarter hvor man åbenbart ikke bruger nogen som helst remedier udi det farmaceutiske. Der var nærmest ikke en forretning i sigte. Efter at have fundet frem til Sck James park lykkedes os at backtracke til et mindre shopping center, hvor en rar ung Inder formåede at anvise os vejen til et apotek, hvor vi således kunne erhverve en pragtfuld lille pakke potent og velfyldt Paracetemol med hurtig virkning. Med den sidste rest cola fik vi nedsvælget den tilladte ration til patienten og selvom det ikke var kodimagnyl tog faderen et par stykker i sympati og så pga en lille bitte smule hovedpine. Så var der virkningsafventen i Sct James park hvor både duer og et ivrigt egern trådte nydelig op i de små 20 minutter det tog pillerne at virke. Den unge mand forsvandt ind i sig selv mens han fader lå på en plæne ved hans side og kiggede på opbuddet af turister og en anseelig del af alle de forretningsfolk, der holder til i området og driver rundt i de stramme variationer, der nu engang kan være af jakke, skjorte, slips og bukser. Pludselig mindede deres små grupper mig om duerne og begge parter var åbenlyst i parken for at spise.
Gudskelov vár det blot hovdpine. Tanken om en gang Svineinfluenza havde straks banet sig vej, da vi trods alt ferier i Swine-flu central. England har det enkelt største antal af H1N1 smittede i verden.....men vi slap tilsyneladende med skrækken og genoptog turen mod Buckinham Palace.
Ved slotspladsen måtte vi konstatere, at de ellers så kendte og bjørneskindshue beklædte vagter ikke længere optræder med deres ubevægelige miner for folk, der flokkes ved slottets låger. OM de var på ferie eller er sparet væk vides ikke, så der var ingen skæren ansigter op i hovedet på en ung britte iført bjørn og gevær for at friste en reaktion i hans ansigt. Vi drev derfor blot hurtigt forbi og vendte tilbage til en gåtur tilbage mod Trafalgar Square på den anden bred af søen i Sct James Park.
Her fandt vi et stor skilt på et rækværk ind mod søen, der mindeligt bad om, at man undlod at fodre Flamengoerne, der formodentlig ikke har været der i rigtig mange år eller også er blevet SÅ assimilerede (undskyld DF men det hedder ikke integreret, det er noget andet) at de lignede gæs, som der var så rigeligt af.
En af de helt store overraskelse på turen lå nu foran os. Jeg havde allerede fra mine tidligere besøg en erfaring for et nærmest legendarisk duehelvede på Trafalgar. Som sværmede hundredevis af fjerede beundre for foden af Lord Nelson og hans himmelstræbende pidestal i overstørrelse, plejer de nærmest at sværme på pladsen. Denne gang var der som altid masser af turister, på vej om for at tage billeder af deres børn ved løverne omkring Lord’en eller til The National Museeum men nærmest ingen duer. Thats a first.......
Da der ikke er meget at dåne over når man først har set en enkelt due flakse gennem et af springvandene og ladet sig blænde af lyset mens man har kigget op til gamle Nelson, kom vi hurtigt videre, da vi ikke skulle ind i det lokale tempel for hyldest af fortiden fra Ægypten og De Gamle Grækere til egen Britisk Kulturarv, drev vi videre mod Leicester Square. Med pilleventetid i parken var tiden nu så fremskreden, at vi følte os ”kind’a peckish” og søgte ind fra det grå og småkølige vejr, på en Meksikansk restaurant på selve pladsen. Det er naturligvis både dyrere og med en chance for en rigtig turistfælde, at man går ind på et spisested i denne del af byen men vi følte for lige dét køkken og tog en chance. Burrito til den yngre og Chimachangas til den ældre medsamt noget man kaldte en Appeltizer, der viste sig at være æblejuice med brus og en dejlig Meksikansk øl. Måltidet var på ingen måde prangende men det var velsmagende og de refried beans, der fulgte med begge portioner blev særdeles gode tilsat en smule hotsauce.
Vel affodrede søgte vi forbi de professionelle tiggere, der i London er blevet et problem. Mange af dem er folk, der efter arbejde tager de fornødne gevandter på og tager ud og tigge. Gårsdagen avis beskrev hvordan en kvinde var blevet taget i at tigge efter sit job, da hun var ved at spare op til et nyt køkken!?! Jaaa der er jo mange former for prostitution, men de bedste af dem skulle kunne lave mellem £150 og £200 på en dag og dét er jo også en slags penge. Det påståes faktisk, at nogle lever helt godt af det, selvom nogle af de hjemløse nu mener, at det er noget i overkanten af det lade sig gørelige. Måske det hænger sammen med at folk ubevidst helle vil have ”et show” end den sande historie!?
Da vi rundede Picadilly Cirkus slog det mig, at jeg ihvertfald de første to gange jeg var i London hele tiden hørte diskussionen om hvor beskidt London var og hvad man skulle gøre ved det. Såvidt jeg husker var det ikke meget bedre i ’92 men i dag er byen meget fin og faktisk forbavsende ren og ordentlig, selv i parkerne er der ikke meget, at se til udover hvad der ligger i papirkurvene. I Danmark er det så lige gået den anden vej. I mine tidlige rejseår var det altid en kilde til undren at der kunne være så beskidt, men det var samtidig på en måde med til at gøre det lidt eksotisk, men at gå rundt i København er ikke længere så fantastisk og både byens parker og Amagers nye strandpark lider under det.
Det er ikke kun i København men over hele landet, at svineriet er ekspolderet. Jeg har haft fornøjelsen af Holbæk Strandpark dagen efter Skt Hans aften, der bestod af et næsten ubrudt tæppe af pizzabakker, papir af forskellig størrelse og observans og stadig lunkne engangs grillbakker og alt dette toppet med rigeligt af dåser og flasker. Hér må vi vist ty til en form for genopdragelse af den danske befolkning. Det lader til at det tog Britterne et sted mellem 20 og 30 år men de gjorde det og så kan vi vel også!
Nåh men Piccadelly Cirkus har aldrig i mine rejseår været noget at skrive hjem om udover navnet og det bedste vi fik ud af det var en HMV shop med gode tilbud på dvd’er og cd’er, så der fik vi hurtig tilbragt det meste af en time. Efter at have viftet en håndfuld udklædte reklameuddelere væk nådede vi hen til Wardour Street
Theres an a bomb in Wardour street
Where the streets are pave with blood,
With cataclysmic overtones
Fear and hate linger in the air
A strictly no-go deadly zone
I dont know what Im doing here
cause its not my scene at all
Theres an a bomb in wardour street
Theyve called in the army, theyve called in the police
Im stranded on the vortex floor
My heads been kicked in and bloods started to poor
Through the haze I can see my girl
Fifteen geezers got her pinned to the door
Theres an a bomb in wardour street, its blown up the city
Now its spreading through the country
Law and order takes a turn for the worst,
In the shape of a size 10 boot
Rape and murder throughout the land,
And they tell me that youre still a free man
Well if this is freedom I dont understand
cause it seems like madness to me.
a bomb in wardour street.
Hate bomb, hate bomb, hate bomb, hate bomb!
A philistine nation, of degradation,
And hate and war. there must be more.
Its doctor martins a p o c a l y p s e - apocalypse!
The Jam/1979
Ja undskyld dette lille sidespring men det var næsten for nemt. However ad Wardour Street gik vi ind i Chinatown. Nu er det jo ikke som Chinatown i hverken New York eller andre steder i USA men ikke desto mindre så er der et helt lille kvarter, der udelukkende gør sig i kinesiske supermarkeder og kiosker, kinesiske restauranter og en del kinesiske naturapoteker med deres klassiske vægge bag skrankerne med tigerpenispulver for potens, pandasædcremer mod psoreasis eller hvad det nu er de gemmer i skufferne og ofte ligger der lige ved siden af en massageakupunktørfodmassagequigongekspert, der lige kan tage det sidste af ens dårligdomme.
På dette tidspunkt slog dagen oplevelser til og en vist afmattelse bredte sig i vores kroppe, hvorfor vi atter måtte søge mod Paddington Station via den øvrige undergrund.
Da vi senere havde hvilet og fået kigget vore indkøb fra HMV shoppen igennem var der atter dømt primetime engelsk aftentv for en stund mens vi ventede på at m
Meksikanerene flyttede ud af vores maver, så vi atter kunne spise. Da sønnike blandt alverdens ting også samler på Coca Cola’er fra hele verden skulle de nyeste varianter, han havde set, naturligvis indkøbes men trods dette projekts omfang er der dog den fordel, at der indimellem skal smages på de forskellige arter, så denne aften var der indkøbt ekstra eksemplarer af Cherry Coke på 0.5l plastflaske, der dog ikke levede op til kvaliteten af Cherry Cokes på dåse...........
Et sent aftensmåltid med ægte Shish Kebab til den unge mand og en temmelig stor ommelet til hans far og så var det tid til at gå i hjemmebio’en på vores laptop og med en ekstern rejse-højtaler til at lave biograflyd lagde vi os på sengen og så den nyeste Indiana Jones i HD-kvalitet indkøbt for bare £5 i en super deluxe specialudgaven med masser af ekstra materiale som man alligevel aldrig får set..................
Tirsdag morgen så den unge mand meget træt ud op til afslutningen til morgenmaden, så jeg listede af til morgenmadslokalet i kælderen hvor det slog mig, at lokalet meste af alt mindede om noget fra Sussi Bech’s tegneserie fra det gamle Ægypten, blandet med Tut Ankh Amons gravkammer. Modsat resten af hotellet hersker her dog en vis orden og der er umiddelbart også rimelig rent. De to unge piger, der forestår morgenmaden er altid til at slå et smil af, hvis man lige insisterer på at bryde den reserverede overflade af koncentration, der forsøger at få alle gennem morgenmåltidet på nemmeste måde. Der er dog den fordel ved at komme sent, at de fleste har været gennem møllen og man har ikke problemer med at få en plads i det lille lokale.
Mens jeg får nedsvælget kaffe og müesli med et par stykker toast til, får jeg smurt en lille morgenmadspakke til den unge mand på værelse 12, da jeg ikke i dag vil risikere unødige hovedpiner fremkald af sukkerchok eller lignende.
Når jeg hver morgen forlader spisestuen og stikker hovedet ind i køkkenet og ønsker de to piger god dag, kigger de vanligt forbavset op og smiler og takker med ønsket om det samme. Gud ved om det er ualmindeligt, at folk udviser en vis form for høflighed for den slags personale?
Det minder mig om de mange servicefolk, der optræder rundt om i Londons gader. Flere gange har vi, til deres overraskelse, veget pladsen for dem og deres trillebøre og smilet til dem men de ser det tilsyneladende ikke. Det er som om at det er for langt fra hvad de forventer at møde, til at de kan tage det ind.
Da jeg har siddet ved vores laptop en stund vågner den unge mand og strækker sig, for at vende tilbage til vores sidste dag på vores lille Londontur. Det er i dag vi skal have samlet op på de sidste hængepartier. Som følge af det lidt kølige vejr og den uvelkomne hovedpine om mandagen var vores sightseeing ikke så omfattende som vi måske havde regnet med og vi planlægger at tage tilbage til Westminister og går over broen for at komme på den anden side af Themsen, da vi indtil nu kun har været på den samme.
Jeg har igennem mange år gerne ville se Tate Museum Of Modern Art og vi vælger lige på den anden side af Westminister Bridge at gå til venstre ad Queens Walk på den promenade eller ”wharf” som er anlagt langs med Themsen, startende ved The London Eye, det store pariserhjul, der tilbyder udsigt over London. Nu er ingen af os rigtig til den slags fornøjelser og da dagen atter byder på masser af sol og varme, er tanken om små 30 minutter i en 25 personers glasboble, der må virke som et drivhus, ikke umiddelbart tiltalende. Dette afholder dog ikke andre fra at søge denne fornøjelse og køen er ufattelig lang og snørklet. Vi nøjes med at tage et par udsnitsbilleder af det imponerende apparatur, der udgør The London Eye.
Efter at have moret os over at filmmuseet hedder A Movieum, driver vi langsomt forbi en samling mere eller mindre håbløse mimere og ”se mig jeg kan stå stille” gøglere. En har gemt sig i en kasse hvorpå han har sat en transportkasse til katte. Lågen står åben og kigger man ind kan man set et menneskehoved klædt ud som kat. Ud gennem den åbne lem stikker et par pinde beklædt med noget, der sikkert skal forestille kattepels. Det er poter viser det sig. Til tonerne fra en lille gemt radio vipper den udklædte så op og ned med ”poterne” mens han vrikker apatisk med hovedet i transportkassen. Vi forbliver uimponerede. Lidt længere henne støder vi på en Michael Jackson klon, der er god til at stå stille men ikke til at barbere sig og der stikker ikke særligt troværdige skægstubbe ud genne den tykke makeup. Ved siden af ham står der et stykke troldkvinde iklædt ejendommeligt sølvfarvet troldmandsdragt ala Harry Potter på kitch måske. Hun er også god til at stå stille men lider desværre så forfærdeligt af ticks, at hendes ansigt nærmest opfører sin egen uafhængige pantomime under hatten. Der er flere i sølv og guldbroncedragter.
En tror, at man ikke lægger mærke til han hele tiden må klø sig forskellige steder, hvis han bare står helt stille med alt andet end hånden. Det gør man dog.... Vi søger inden et hysterisk latterudbrud videre ad promenaden, da vi har sat kurs mod Tate Gallery, som jeg som nævnt, har ønsket at se i mange år.
At gå langs Themsen er noget andet end at gå langs Seinen. Umiddelbart virker Themsen større og livet på floden er noget mere blandet end i Paris. Her er en meget dejlig afveksling af nyt og forfald og sine steder har man involveret træer og bænke som en del af en sommerlig dekoration for at pifte turen for de spadserende op. Et stykke er træerne dekorativt (omend ulogisk) pakket ind i hvidt stof med store knaldrøde jumboprikker på.
Den unge mand udbryder pludselig: ”Se ham den mimer....han er fandeme god....se han ligner fuldstændig en karrusel med heste og børn og det hele......”, så var vi hvor vi plejede og vi grinede.
Efter en god spadseretur, hvor vi også kom forbi den nye nationale teaterscenes bygninger lige ud til promenaden, nærmede vi os Tate Gallery men først var der et stykke flodbred, som lavvandet havde blottet og dér måtte vi jo bare ned. Ikke mindst havde jeg forelsket mig i nogle gamle bropiller, der bare stod der, uden bro på og strittede så underligt forladt på af vandet; råbende mod himlen. Det var selvfølgelig en attraktion for os, bare at komme ned og gå ved vandet, hvor en fotograf, formodentlig til en opgave, stod og satte små papirbskibe i vandet og tog billeder af dem som de drev med strømmen. Mens jeg var optaget af at fotografere et særligt spændende stykke væg med mos på fik sønnike øje på noget han først betegnede som store muslinger........ Da jeg havde taget mit billede og så på skallerne gik det op for mig, at vi stod i en stor bunke af sten og østersskaller. Jeg var fascineret...østers i Themsen? Men antallet af skaller over hele det stykke bred vi gik på talte sit eget sprog. Jeg ved ikke om det er noget floden bringer med sig udefra men fascinerende var det at gå ved Themsens bred og finde et utal af østersskaller....så fascinerende, at vi naturligvis måtte have en over- og underskal med....ligesom et sæt ikk’!
Der var andre, der nød denne lille bred og et stykke længere henne gik vi op til promenaden igen og lige fremme lå Tate Gallery. En imponerende rustfarvet bygning med et centerstykker der meget erekt strækker sig mod himlen. Vi fik snoet os ind og fandt ned til plan 1 som lå under gadeplan og hvorfra man løste billetter. Rummet hernede var også imponerende. En stor gammel, tom turbinehal med ovenlys højt højt oppe. Skæg når man er i rum, der er så store at det er svært at mærke rummet.
Ved billetskranken gik det op for os, at der til de faste udstillinger ikke var entre. Det var jo herligt da entré gebyrerne i London ellers er ret uhyrlige medmindre man køber et af de turist rabatkort, der sælges i stor stil. De to særudstillinger kostede da også tilsammen omkring £23 hvilket vi fandt en smule uden for vores interessesfære, ikke mindst i kraft af, at den ene var en eneudstilling med Per Kierkeby........Zzzzzzzzzzz....god mand, men hans billeder keeeeeeder mig og vi har fået rigeligt af ham hjemmefra. Jeg er ikke meget for hans toner, der i mine øjne spænder snært fra bleggrøn over lortebrun til svagt tissegul og fesenblå og så vil jeg ærlig talt tillade mig at være helt ligeglad med internationale kunstkenderes prisen hans billeder højt. Således befriet fra de udgiftstunge udstillinger søgte vi mod de faste på niveau 3 & 5.
Som det flere gange er fremgået havde far og søn en vellykket tur til Paris sidste år, hvor vi brugte det meste af en dag på Pomoidou Centret og den fantastiske udstilling af moderne kunst dér. Vi tog billeder og delbilleder af kunsten og skabte på den måde vores egen kunst med vores telefonkameraer.
Her på Tate proklamerede man så, at det var verdens bedste og mest besøgte museum for moderne kunst, så vi steg i forventning hastigt mod niveau 3 for at starte løjerne. Dér fik vi så det første smæk i ansigtet. Modsat Pompidou centeret, måtte man her ikke fotografere. Ikke engang uden blitz som man dog måtte i Pompidou centeret. Her var man panikangst for at gå glip af en indtægt på et postkort eller en plakat. Vil du have dokumentation af noget herfra må du fooooking købe det du! Vi tog ikke stødet så hårdt og sønnike var næsten helt lettet, da hans fader sidste år blev en smule opslugt af sin fotografering på Centre Pompidou i Paris......bare en smule... Da vi kom ind i første udstillingslokale blev vi imidlertid en smule skuffede, så vi gik hurtigt videre til næste sal, hvor vi blev en smule skuffede, så vi skyndte os videre til næste sal hvor det gik op for os, at Tate Galley er noget opblæst. Selv de værker, der kunne henføre til nogen kunstnere som vi havde et vis kendskab til var sekundaværker. Ja selv de værker af kunstnere vi ikke rigtig kendte til var mildt sagt en skuffelse. Aldrig før i mit liv har et museum skuffet mig så bravt. Ikke engang et helt rum med Warholes pink køer på knaldgul baggrund prydet med håndtegninger af missilbasers placering på et interimistisk kort over Sovjet kunne få os rigtig op i de kunstneriske betragtningers højere luftlag og vi nærmest stormede gennem det meste af de to store etager, der dog intet var mod Pompidous endeløse sale.
At Tate Gallery kalder sig verden bedste og meste besøgte museum for moderne kunst er ikke blot en overdrivelse men en dissideret løgn af næsten strafbare dimensioner. De havde på gangarealer en masse interaktive ting som vi i vores rablende forargelse over hvor lav en værkstandard man kan tillade sig på et museum, der i den grad smykker sig med de helt store roser, at vi ikke formåede at gå nærmere ind i dette og i stedet flygtede ud i det fri og tilbage over Themsen ad en fodgængerbro, der vist var opført i forbindelse med årtusindskiftet. Den var et større kunstværk end det meste på Tate Gallery...........
Vores sidste dag i byen var planlagt til at få samlet op på eventuelle hængepartier og da vi havde været en smule konservative med vores indkøb i Camden Locks, fandt vi en undergrundsstation og fik snørklet os mod nord mod markedet. Da vi nu kendte området temmelig indgående var noget af fortryllelsen naturligvis væk men blot erstattet med evnen til at gå mere målrettet frem. Samtidig var der ikke helt så mange mennesker som i weekenden og derfor var der noget mere fremkommeligt. Første prioritet; friskpresset limonade. Anden prioritet mad. Sønnike besluttede sig for en gang stegte nudler med grøntsager og råstegt kylling og jeg fik stegte nudler med kylling i sort bønnesauce, to klassikere udi det kinesiske køkken. Vi drev ned til kanalen med sluserne og sad endnu engang i disse pittoresque omgivelser og nød det gode vejr. Selvom der ikke var ligeså mange mennesker på en hverdag betyder det jo ikke, at her på nogen måde var affolket og der er nu noget over at sidde i lidt natur og kigge på mennesker og kunne se adskillige forskellige folkeslag fordele sig over området, man føler sig altså lidt international og verdensborgeragtig når man sidder blandt havlblege europæere, koreanere, en enkelt indisk familie og med udsigt til et thaikøkken hvor der var handlende af både japansk og kinesisk afart. Derudover er det naturligvis en del af billedet med afrikanere af forskellig lød i det multikulturelle gadebillede.
Da vi havde spist, fik drengerøven for alvor ram på mig og da sønnike havde fået handlet en middelstor plakatsamling af Nirvana drev vi ned hvor vi havde fundet flere af de fantastiske T-shirts fra Techno shoppen, vi var inde i den første dag på markedet, til en pris der var noget nær det halve. Her fik jeg så købt mig en vidunderlig T-shirt med ledmeter i 8 equalizersøjler med udslag i grønt og rødt. Med en lille sensor gemt i batteripacken, der sidder i en lille lomme i den ene side registrerer den variationer i det omkringværende lydtryk og viser det som udslag på led-meter søjlerne......meget meget sjov. Den kostede mig i omegnen af små 300 kroner og nu skal jeg så have den på til den næste produktion i House Of Sound Studio så jeg kan være det omvandrende ”lydbillede” af den næste kundes musik når den spiller....veery...very.....
Således forlystede udi i kunsten at forbruge penge, drev vi langsom tilbage mod Camden Town Station mens vi bekræftede hinanden i, at der var meget herude, der ville gøre sig bedre som kunst end meget af den fesne sekundavare som Tate kunne byde på.
Som le grand finale havde vi tænkt os at spise på steak restaurant men da først vi stod foran Aberdeen Angus Steakhouse, fik vi kolde fødder da vi fandt prisniveauet noget avanceret for et bøfhus, vi endte i stedet med en tre-retters på en nærliggende italiensk restaurant hvor vores tjener var værten selv, der kunne den ypperlige blanding af at være inviterende, informerende indforstået med sine kunder og servil uden at være krybende. Maden var som god italiensk mad ofte er, enkel uden at være simpel og ja bortset fra den unge mands dessert, der ikke var den mest spændende kirsebæris....direkte fra 4 stjernet dybfrost med et 2mm rimlag overalt ved serveringen var det faktisk ret uovertruffet. Så var der kun tilbage at pakke vores bagage og tage en sidste late night british aftens tv og sove stille ind før vi skulle op og finde vejen tilbage til Stansted, Easy jet og siden København.
Mens jeg sov ind til lyden af den for natten let aftagende trafik, krydsede tanken om hvorvidt den ungen mand om 10, 15 eller 20 år ville ligge på et hotelværelse i London og tænke på denne tur som havende formet ham bare en lille smule, have givet ham noget, der senere ville vise sig at have været bare en lille smule dannende for ham, for London kan man blive ved med at vende tilbage til.......og så var jeg væk.............
C U London!
© 2009 Sven I Hansen.
